Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

En af de ting der er allermest alarmerende i vores økonomisk knæsatte forvaltning, er den manglende evne til at sikre særligt udsatte børn, unge og familier tidlig, effektiv, helhedsorienteret og langsigtet indsats, hjælp og støtte. Det er ellers lovens krav og tydelige formål, at det er hvad kommunerne skal gøre, men på grund af serviceloftet melder mange kommuner nu ud, at de ikke kan løse opgaven indenfor det meget stramme budget der følger med i regeringens benhårde rammestyring af såvel økonomi som opgaver i kommunerne.

Som sagt rammes de særligt udsatte børn og unge særligt hårdt idet kommunerne melder ud at de ikke har råd til eller mulighed for (serviceloftet) at foranstalte mere økonomitunge og invasive tiltag, som f.eks anbringelse udenfor hjemmet, døgnbehandling af hele familier, intensiv familieterapi i kommunale familiehuse osv. Det er et stort problem.

 Anbringelsesreformens sigte var oprindeligt at nedbringe antallet af anbringelser og højne det forebyggende, tidlige arbejde. Kommunerne havde da anbringelsesreformen kom, siden Servicelovens indførelse i 1998 haft svært ved at løse opgaven effektivt, blandt andet på grund af tiltagende besparelser og manglende helhedsorienterede og langsigtede løsninger i anbringelsesregi. En del tunge sager er derfor, som det var meningen, søgt løst gennem alt for for ineffektive foranstaltninger (blandt andet fordi der som følge af nedlæggelsen af amterne, mangler central tilgængelig ekspertise at gå til i tunge sager) hvilket i mange tilfælde tilmed kun har øget til komplekset af problematikker og barrierer hos såvel børn som forældre.

De særligt udsatte børn, unge og familier er i meget høj grad fattige og generelt ressourcesvage hvad angår kompetencer og ressourcer - de er med andre ord på kanten af samfundet. Også denne side af problemet er vokset massivt, idet 300 timers reglen og starthjælpen sender et eksplosivt stigende antal svært belastede borgere og indvandrere ud i fattigdom og en udsigtsløs fremtid. Dette medfører desværre ofte at særligt udsatte og ressourcesvage borgere ender i en nedadgående spiral af depression, familieproblemer, flytninger, skilsmisse, mistrivsel, kriminalitet, misbrug, overgreb og det der er værre. Herudover har en meget overvejende del af de fattige og udsatte indvandrere massive problemer med integration, posttraumatisk stress og en mangfoldighed af transkulturelle udfordringer.

At dette påvirker familiernes børn og unge er jo åbenlyst, og ikke nok med det så står mange af disse allerhårdest ramte børn også med et fundementalt grundproblem - nemlig deres forældres manglende forældrekompetencer i forhold til at være kompetente, kærlige, vedholdende og opdragende som en stabil og tryg rød tråd i børnenes socialisering med og tilpasning til, omverden - med andre ord magter mange af disse forældre ikke at være en adækvat rollemodel, tværtimod tilfører de deres børn og unge skader i mindre og større omfang, alt efter problemkompleksets tyngde.

Disse særligt udsatte børn og unge  har akut behov for og krav på at samfundet sikrer dem en adækvat, tryg og helhedsorienteret omsorg såfremt deres forældre ikke magter det, men det har kommunerne som står med opgaven,  som sagt pt ikke råd til eller mulighed for. I skoler og institutioner som også varetager en del af vores børn og unges hverdag, er der ligeledes en himmelråbende mangel på ressourcer og facilliteter, og ikke nok med det, så har besparelser og nedskæringer fjernet stort set alt forebyggende arbejde, som kunne opfange og indberette problemer som samfundet bør gå ind i, for at sikre særligt udsatte børn og unges tarv, udvikling og trivsel, både aktuelt og på sigt.

I følge FN's børnekonvention som vi her i Danmark stolt ratificerede i 1991, så har børn krav på denne beskyttelse og varetagelse af deres tarv, udvikling og trivsel, og overholder Danmark ikke dette, kan FN kritisere Danmark og påpege at der er et problem som SKAL løses, såfremt Danmark ikke ønsker fortsat med fuldt overlæg at udsætte børn og unge for omsorgssvigt og det der er værre. En international kritik vil rette verdens øjne på Danmark og dansk børnepolitik, og er for mig at se næste skridt der skal arbejdes henimod at få skabt, af børnevenlige politikere og enkeltpersoner her i landet som ikke kan få ørenlyd og omtanke nok fra regeringen, til ad den parlementariske realpolitiske vej, at sikre de særligt udsatte børn og unges trivsel, udvikling og tarv, både aktuelt og på sigt.

At de særligt udsatte børn og unge skal beskyttes og værnes af samfundet, det kan der ikke være tvivl om - det må aldrig blive et spørgsmål om penge !!!

De kommunale budgetter ligger underdrejede på landsplan, og er under så stærkt pres, at flere kommuner allerede nu, kaster håndklædet i ringen, og melder ud at det ikke er muigt at levere den lovstadfæstede og nødvendige service og støtte til landets udsatte børn og unge. De massive besparelser rammer bredt og skader såvel akut indsats, som den langsigtede forebyggelse, intervention/ støtte og evt. foranstaltning/ anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 2. 1 - 9. Det vil med andre ord sige at det ikke alene er de aktuelle konsekvenser vi skal se på, men også de langsigtede.

Historierne om de meget kritisable børn-/ unge og familiesager i landets anden største kommune er et udemærket eksempel, som der er en del af, et eksempel som viser konsekvenserne af manglende konsensus og sammenhæng med indsatsområdets faktiske udgifter og det vedtagede budget.

De nye storkommuner er sat økonomisk og ressourcemæssigt til vægs med skatte -  og anlægsstop, udgiftsloft og markant øgede skalopgaver i form af de førhen amtsligt indplacerede specialområder - men der er ikke fulgt penge med - tværtimod. Udgifterne på Børn og Unge området er steget markant i næsten alle landets kommuner, som samtidigt med at der spares og skæres ned på området, må se på at der kommer flere og flere børn og familier, med massive forvitrede problemer, efter mange års fejlbehandling eller manglende behandling i den knæsatte offentlige forvaltning.

Landets kommuner trues af regeringen med, at overholdes budgetterne ikke, skæres der drastisk i bloktilskuddet til næste år, hvilket ville gøre kommunerne decideret handlingslammede. Regeringen argumenterer med at man jo havde held til at tvinge KL (Kommunernes landsorganisation) til at underskrive et budget, som kommunerne godt  vidste og ærligt meldte ud, de ikke troede kunne holde. Problemet var og er bare at kommunerne efter underskriften er sat, vil kunne få bøder, miste bloktilskud og gå glip af refusion, såfremt loven og frister for dens opfyldelse, ikke overholdes.

Det tør man ikke ude i kommunerne, og man sparer på livet løs !!

Mange års besparelser, den latterligt høje administrations - og sagsbyrde og andre massive frontalangreb på velfærdsdanmark, havde nemlig allerede ophobet en store problemer og en uoverskuelig arbejdsbyrde. Samtidigt med at kommunerne stod i disse problemer, kom så strukturreformen som jo udmøntede sig i nedlæggelse af amter og dannelse af ialt 98 danske storkommuner og 5 regioner. 

Nu er man så kommunalpolitisk ude med den store SPAREMEJETÆRSKER - på alle områder skæres der ned, man justerer budgetter, skærer yderligere ned, omprioriterer og udsætter materielle udbedringer på skoler, institutioner, veje m.v., forbedringer der er mere en nødvendige efter mange års nedslidning med dårligt vedligehold og manglende ressourcer.

Samtidigt med at serviceniveauet forringes markant i kommunerne, skabes der via regeringens politik om starthjælp og 300 timers reglen i et vanvittigt tempo stadigt flere og flere decideret fattige familier, børn og unge, som ikke får hjælp før problemerne  ER opstået.

Forebyggelsen, den helhedsorientede børne og familiepolitik, de lange linier - de er forsvundet i strukturreformens kaos, sammen med anstændigheden, medmenneskeligheden, trygheden og troen på fremtidens danmark som et trygt og godt sted.....problemerne er store over hele linien, men værst går det ud over vores allermest udsatte børn, unge og familier, dem der ikke kan finde den nødvendige indre styrke, de nødvendige iboende og udefrakommende ressourcer, muligheder og kompetencer til at være selvforvaltende og ikke mindst selvforsørgende i det samfund som de er en del af.

Det er absolut akut tvingende nødvendigt at der tilføres tilstrækkelige ressourcer til landets kommuner så servicen og velfærden reelt kan overholdes. Her må der akut sættes særligt fokus på børn og familie området i landets kommuner, og herunder ikke mindst direkte på de decideret fattige børn og unge som både lider under misbrug, sygdom, sociale, psykiatriske og personlige problemer i familien, samtidigt med at deres forældre ringe økonomiske levekår kun forvitrer og forværrer det samlede problemkompleks, og gør det mere end almindeligt svært at se at man er borger i et af verdens rigeste lande.

Set fra børnehøjde af kan Danmark faktisk fremstå decideret fattigt, tænk bare over hvad det er de ser og oplever i insitutioner, skoler og andre offentlige bygninger, tænk på manglen på overskud og tid fra de få voksne der er der, tænk over problemerne de fattige og udsatte børn ofte også har i hjemmet og socialt  - og som kun bliver værre af kommunens inadækvate og utidige støtte, hjælp og/ eller direkte indblanding 

Ukrudtsplanten Minimalstatsdanmark vokser hastigere og hastigere frem....i det forsømte og knæsatte velfærdsdanmarks skygger, og det er på tide, at vi tager havehandskerne på og får luget grundigt ud. Vi må have sat dette ukrudt for døren inden denne hastigt voksende ukrudtsplante kvæler alt andet liv i haven. Den tåler og vil nemlig kun sig selv, denne skyggeukrudtsplante, og den helmer ikke, før alt andet liv er væk.

N.B: Jeg har været så heldig at blive inviteret til at gå med til et åbent samråd mellem SF's socialordfører Özlem Cekic og Velfærdsminister Karen Jespersen, om besparelserne på B&U området i kommunerne pga udgiftsloftet og andre økonomiske skrutvnger på kommunernes handleevne. Mødet afholdes tirsdag 13 maj kl 14:30 på Christiansborg, jeg glæder mig meget til at komme derover, og vil efterfølgende følge op på emnet her på siden.