Jeg ser i disse år en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor.

Denne undergravelse finder sted med en uhyggelig præcision gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.

Målet ser for mig at se ud til at være Foghs og Venstres oprindelige ideologiske vision - minimalstaten - og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme.

Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ og deformere den til en multihandicappet, plejekrævende størrelse samtidigt med, at man har skabt yderst gunstige vilkår for private aktører og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.

Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover.

Fra asken vil der opstå en minimalstat og en decideret stærk og velfungerende offentlig sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil skulle opbygges påny.

Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund overhovedet kan eller har råd til det.

Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes  arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.

Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.

Myten fortæller videre, at venstrefløjens politik i praksis vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood-lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme, og der henvises til pædagogiske rundkredse, hvor alle socialisterne ifølge myten vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks. Hizb-ut-Tahrir.

Myten rundes af med, at den eneste rigtige vej er, at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.

Intet af denne triste myte er i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet - det offentlige rum - øjensynligt tror på den.

Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter, der kommer i berøring med den offentlige sektor.

Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en værdimæssig forandring, som får den følge, at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde og blive afløst af et mere eller mindre rent eksempel på Venstres oprindelige minimalstat.

Skriften står klart at læse på væggen, vi står som samfund ved en skillevej, i en skelsættende tid, hvor valget mellem fælleskab & solidaritet eller alles kamp mod alle, skal træffes.

Det er derfor vi har brug for en samlet stærk opposition - en opposition som kan vise og skabe et mere solidarisk, bæredygtigt og stærkt samfund, vi må og skal standse regeringens undergravelse af velfærdssamfundets fundamentale værdier -nu. 

Centrumvenstreoppositionen kan skabe alternativet sammen, men før alternativet kan skabes, er det er op til de Radikale at indse alvoren og melde sig ind i samarbejdet, deres krukkeri kan koste vores samfund dyrt på sigt - det håber jeg snart de får øjnene op for.