Smartlog v. II » Valentins Hjerterum » bertel haarder
Opret egen blog | Næste blog »

Bertel Haarder ønsker ikke at der lovgives specifikt mod mobning.

8. apr 2008 10:51, Mette Valentin

Det viser sig desværre nu, at vores undervisningsminister, som ellers aktuelt er ude og profilere sig selv i endnu en kampagne mod mobning, ikke ønsker at lovgive specifikt mod mobning.

Ved min hendvendelse til DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø), som står for den aktuelle anti mobningskampagne, for at få dem til at lave et link til underskriftsindsamlingen for en specifik lovgivning mod mobning, svarede de tilbage :

Hej Mette Valentin Tak for din henvendelse gennem sammenmodmobning.dk.

Sammen mod mobning er en national kampagne og portalen er en del af denne kampagne. Initiativtager og afsender på kampagnen er Undervisningsminister Bertel Haarder, som også har bidraget til at finansiere portalen. Ministeren vil med denne kampagne netop samle grundskolens parter til en mere systematisk indsats mod mobning i skolen. Udgangspunktet for kampagnen er, at der allerede nu findes den lovgivning, de regler, og i stort omfang også de metoder og de værktøjer, der skal til for at fremme trivslen og modvirke mobning i skolen – blot mangler det at blive udbredt, hvilket kampagnen skal bidrage til. Af lovgivning kan jeg således nævne loven om undervisningsmiljø, men du kan finde de forskellige love og regler på portalen under ”Viden om mobning”.

Derfor kan vi desværre ikke omtale dit initiativ og linke til din underskriftsindsamling. Dertil er det for politisk. Jeg håber, du har forståelse for dette. I øvrigt en flot weblog, du har. Godt at du har et tema om mobning. Det er vigtigt at bekæmpe – og tak fordi du linker videre til portalen. Med venlig hilsen

.......(Navnet er slettet af mig af hensyn til persondatalovens regler)

Da jeg gerne ville vide hvilken specifik italesat lovgivning der var tale om, gik jeg herefter ind på portalen "Sammen mod mobning" for at se hvilken lovgivning der bliver peget på, for efter min overbevisning findes der jo netop ikke konkret italesat lovgivning på dette meget alvorlige ulighedsskabende problem i vores samfunds mest sårbare grupperinger.

På portalen står der under søgning på "Viden om mobning" at :

·                       Love og regler

I Danmark findes der ikke en specifik lov mod mobning, men der findes Lov om Undervisningsmiljø, der trådte i kraft i 2001. Det er en bredt formuleret lov, der giver elever og studerende ret til et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt undervisningsmiljø, der fremmer udvikling og læring. Loven omhandler fysisk, psykisk og æstetisk undervisningsmiljø, og mobning hører under det psykiske undervisningsmiljø.

Der findes med andre ord som jeg jo netop råber op om i øjeblikket (igen, igen) IKKE en specifik, italesat lovgivning på området som effektivt kan løse problemet, og det er endda til trods for at der på selvsamme portal står flg. om mobning :

Mobning har alvorlige konsekvenser for den, det rammer. Den, der mobbes, kan få problemer med hovedpine og andre fysiske symptomer på utilpashed, få stress, reagere aggressivt, trist eller indadvendt, miste sin koncentrationsevne, blive socialt isoleret og alene, få et lavt selvværd, miste tilliden til andre, blive mistænksom, føle sig skyldig osv.
Mobning er skadelig og giver ar på sjælen. Særlig grov eller langvarig mobning kan bevirke, at nogle mister glæden ved livet, hvilket kan få uhyggelige konsekvenser som depression og selvmordstanker. Andre reagerer ved at lade det gå ud over andre: begynder måske selv at mobbe eller bliver voldelig og kriminel i sin adfærd.
 
Den, der bliver mobbet, skal have hjælp til at stoppe det. Mobning er helt uacceptabelt og skal stoppes øjeblikkeligt - helst forebygges gennem god trivsel og et godt undervisningsmiljø i skolen.

Jeg skrev tilbage til DCUM for at uddybe at det er specifik italesat lovgivning jeg efterlyser, og fik så det endelige svar på min forespørgsel, at det er Bertel Haarder der helt konkret IKKE ønsker at der lovgives specifikt på området.

I mailen fra DCUM står der nemlig :

Hej Mette Tak også for dit svar. Jeg anerkender fuldt ud dit engagement og dit initiativ. Jeg/vi er bestemt enige med dig i, at mobning er en meget ulykkelig situation og noget, der kan sætte sit ødelæggende spor og forfølge én resten af livet. Derfor er det vigtigt at bekæmpe. Ministeren ønsker ikke mere lovgivning på området end, der er i forvejen. DCUM er et uafhængigt center, men er også en del af den lovgivning, der eksisterer, og vi vil og kan ikke udtale os om eller eksponere politiske budskaber om andre lovgivninger. Det er forklaringen på, hvorfor vi ikke kan linke til underskriftsindsamlingen.
Med venlig hilsen...
.......(Navnet er igen slettet af mig af hensyn til persondatalovens regler)

Bertel Haarder vil åbenbart med andre ord IKKE være med til effektivt at sikre at der gribes ind overfor mobning og social eksklusion, gennem et specifik italesat lovgivning som med de nødvendigt afsatte statslige midler i ryggen kunne pålægge de respektive kommunalbestyrelser at udforme, implementere og føre tilsyn med en decideret antimobbepolitik i kommunens dagsinstitutioner og skoler.

Han vil åbenbart kun profilere sig i medierne, sluge stemmer på mobning, men ikke at gøre det, der reelt vil kunne virke.

Det er jo ellers ikke fordi regeringen ikke kan finde ud af at lave meget detailorienterede lovgivninger og regler på andre områder i den offentlige sektor, men her er det åbenbart ikke vigtigt nok. Vi så det med rygning, hvor vi behændigt blev opdraget til at ikke at ryge på restaranter, og beværtninger - hvilket efterhånden har udviklet sig til at vi skal skamme os over at ryge, så det kan jo ikke være fordi man fra regeringen side af, ikke ønsker at opdrage befolkningen.

Man ønsker måske ikke fra regeringen side af, at opdrage befolkningen til at være solidariske, rummelige, tolerante mennesker som har fået mulighed for at udvikle sig, lære og leve i overenstemmelse med deres unikke natur og specifike forholds natur - et samfund hvor vi beskytter børnene - ikke kun mod vi andre - de voksne - men i særdeleshed også mod hinanden, mod fordomme og ulighedsskabende forestillinger om mennesker der ikke ligner en selv, ved at lære børnene en anden måde at omgåes på, og forholde sig til sig selv, hinanden og "de andre" på, fra starten af, en mere tolerant og rummelig, solidarisk adfærd - ønsker regeringen virkelig ikke det ?

Det synes jeg man burde spørge dem om, fra folketingets talerstol.

Det kunne være spændende at høre svaret.