KL har netop underskrevet en aftale om kommunernes økonomi i 2009 - en aftale som vel selv det mest lalleglade og optimistiske menneske vil have svært ved at finde noget positivt i - en aftale der kort sagt sætter endnu en dynamo i gang i den accelererende proces mod at omdanne vores velfærdssamfund til Venstres ideal om en minimalstat.

Kommunernes økonomi ligger i forvejen underdrejet og er mildest talt inadækvat i forhold til de reelle behov. Så det er meget mærkeligt at KL lader sig overtale nu igen, og resultatet - det kan kun blive øget ulighed, fattigdom og social deroute for marginaliserede og udsatte grupper i samfundet.

Da manglende ressourcer betyder at der ikke er råd til forebyggelse, vedligeholdelse, udvikling og forbedringer - skattestop, service - udgifts - og anlægsloft forhindrer kommunerne i at føre virksomhed, og herudover er det vi kalder for "Den sociale lovgivning" gennem de sidste 7 - 8 år, blevet filtret så grundigt ind i den førte beskæftigelsespolitik, at det har medført at det i dag er stort set umuligt at få hjælp af den offentlige forvaltning, til andet end beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Nu er det desværre sådan at beskæftigelse langt fra er det eneste problem borgere henvender sig med, lever med eller støder ind i.

På børn - og ungeområdet har mange af landets kommuner allerede i år meldt ud, at de har store budgetoverskridelser på området, som følge af strukturreformens dønninger. Børn og ungeområdet får dog heldigvis mediemæssig stor bevågenhed, da der her er mange følelser der bringes i kog, men desværre forbliver denne bevågenhed på et overfladisk niveau, hvor tilsyneladende velmenende floskler om at anbringelser er den evigt saliggørende løsning af børne/ familiesager gør det yderst vanskeligt at komme til at snakke om indsatsområdets reelle barrierer og udfordringer.

Faktum er nemlig at anbringelser i langt de fleste tilfælde IKKE løser problemerne - tværtimod. Det er der flere årsager til. Anbringelsesstedernes kvalitet er mildest talt tvivlsom, såvel børn som forældre skades af at blive skilt ad som familie, medmindre der er tale om de meget få absolut ressourcefatttige og meget problemtunge familier - i langt de fleste tilfælde vil et egentlig familiearbejde være den rigtige løsning, men det er dyrt, kræver ressourcer, veluddannet personale og ikke mindst tålmodighed med processen - en anbringelse er både hurtigere og viser resultater her og nu ( Problem : Mor og far mangler forældreevner på nogle områder - Løsning : Barnet fjernes fra hjemmet ")Men desværre standser mange med at tænke allerede her - for Hvad skal de anbringes til., Hvordan vil man hjælpe dem med at få et godt liv i anbringelsestiden - og hvad skal målet være - at straffe børn og forældre - at hjælpe dem - eller ?

Med den nye aftale bliver det ikke længere et spørgsmål om at slukke omsiggribende brande med 1 eller 2 glas vand, men om at lade branden brænde ud, glassene er nemlig tomme nu og kommunerne er som regionerne på vej til helt reelt, blot at være boksebold for regeringens uanstændige socialpolitik !!

KL svigter befolkningen, kommunerne og fremtiden - ingen tvivl om det - for med denne øvelse er døren til minimalstatsdanmark blevet åbnet på vidt gab.

Læs mere på :

http://politiken.dk/politik/article524462.ece

Det kom i dag søndag 8. juni frem, at Danisco i 60'erne og 70'erne tav med en konkret viden om at deres ansatte havde et kviksølvniveau som var 28 gange over grænseværdien !!! De ansatte troede sig trygge netop fordi der blev taget urinprøver rutinemæssigt på Grindstedværket, hvor kviksølvforgiftningen helt konkret fandt sted. Desværre er det sådan at Danisco nu 30 - 40 år senere, i følge dansk lov, ikke længere er juridisk ansvarlig overfor de tidligere kviksølvforgiftede medarbejdere. Medarbejdere der alle er blevet alvorligt syge og oplever markante følger af forgiftningen.

Danisco slipper øjensynligt med nogle erstatninger i sagen - Daniscos direktør anbefaler selv på P4 i dag, de tidligere medarbejdere at søge erstatning via en lægeerklæring (der påviser at kviksølvforgiftningen har fundet sted i den årrække hvor de var ansat på Grindsted værket, og ikke mindst at deres lidelser skyldes netop kviksølvsforgiftning og ikke noget andet) - det er jo umiddelbart meget sympatisk, at Danisco sådan af sig selv anbefaler de tidligere medarbejdere at søge erstatning, men man behøver jo kun at standse op et ganske kort øjeblik, før man indser hvad det egentligt er Danisco slipper for at tage ansvar for - hvad det i virkeligheden er lykkes dem at skjule længe nok til at det juridiske ansvar var blevet forældet. Det der er sket på Grindsted værket - det må jo aldrig ske, skaderne er irreversible og hvilken erstatning kan mon opveje det ? Jeg er mildest talt dybt forarget over Danisco, og det er jeg næppe ene om...

Det der er sket kan efter min bedste overbevisning sidestilles med mordforsøg og er helt konkret som minimum decideret skødesløs omgang med essentiel viden om personlige truende helbredsforhold - det er hvad Danisco har formået at skjule længe nok til, at vi som retssamfund nu ikke kan røre dem for det. Sådan bør det jo ikke være - det kan jo ikke være rigtigt at man bare kan skjule så groft et mordforsøg længe nok, så bliver sagen forældet og man er sluppet afsted med højst betænkelig - dybt bekymrende etisk og moralsk adfærd overfor sine ansatte - Danisco HAR et ansvar - og det bør de efter min overbevisning have lov til at mærke - gennem forbrugernes magt, og politisk pression.

I modsat fald giver vi som samfund køb på nogle meget basale borgerrettigheder, en grundlæggende tryghed og ikke mindst en stor del af vores lovsikrede retssikkerhedsprincipper - det må aldrig ske!!!

Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

I debatten om den økonomisk knæsatte offentlige forvaltning, er der i virkeligheden 2 modsatrettede incitamenter i spil, som gør det overordentligt svært at nå frem til at få en saglig og objektiv debat om den offentlige forvaltnings udfordringer og barrierer her og nu. Det drejer sig om det altoverskyggende Krav - og straf incitament og på den anden side, det Etiske incitament den sociale lovgivning bygger på.

Det er helt konkret blevet sådan at de borgere der henvender sig for at få hjælp, først og fremmest mødes af et massivt og ensidigt krav om at skulle kunne varetage og forsørge sig selv og sine, og det skal helst ske gennem beskæftigelse! Lever de ikke op til de krav de mødes med, udsættes de for straf og sanktioner som kun forværrer deres problemkompleks.

Herudover skal borgerne bevise at de har været udsat for såkaldt sociale begivenheder, at de er uforskyldt ledige, at de ikke har nogle værdier eller andre forsørgelsesmuligheder og at de ligger vandret for at få et arbejde. Borgerne skal ligeledes være villige til at blotte deres personfølsomme oplysninger for forvaltningen, lade sine personlige og private overbevisninger, valg og forhold være genstand for en kritisk vurdering, og helst gerne lade sig opdrage af lovgivningens indbyggede pisk, til at få løst sine problemer, blive rask, finde arbejde, holde op med at være ressourcesvag, fjerne sine barrierer og kort sagt altså tage sig sammen.

Løsningen på de mangespektrede og nuancerede problemer borgerne henvender sig med, er altså i følge den nuværende regering helt enkelt beskæftigelse, samt at borgerne skal påtage sig det ansvar og leve op til de forpligtelser, som de netop har henvendt sig til den offentlige forvaltning med, fordi de ikke magter eller evner dette, uden hjælp og støtte.

Den offentlige forvaltning anno 2008 er desværre ikke et sted man som borgere har lyst til at få behov for at henvende sig, befolkningens tillid til forvaltningen er væk, og det skyldes ikke mindst, at krav og straf incitamentet efterhånden fylder så meget mere end det etiske incitament bag den offentlige forvaltning. Mange familier og borgere tør ikke selv henvende sig til den offentlige forvaltning med deres problemer, før problemerne har forvitret sig og vokset sig uoverskueligt store. Det skyldes ikke mindst frygt for at blive stigmatiseret, udstillet, at få anbragt sine børn, og blive tvunget gennem en psykisk, ressourcemæssig og økonomisk vridemaskine af lovgivning og selvbestaltede skrankepaver, som arbejder under så stort et pres, at det er  forståeligt, at de har mistet deres faglige perspektiv og overblik. Den offentlige forvaltning har et meget alvorligt problem,

Det etiske incitament er den grundlæggende ideologi bag hele den sociale lovgivning. Ideologien om, at borgere frit og trygt skal kunne henvende sig til staten og få den hjælp de har brug for, så de så tidligt som muligt kan få løst deres problemer eller få den hjælp og støtte som de har behov for. Det er nemlig selve formålet med den sociale lovgivning, det står direkte at læse i samtlige formålsparagraffer og vejledninger til de enkelte love indenfor det sociale område.

Regeringen må melde ud hvad den mener det er de vil og  hvad de mener samfundet skal med den offentlige forvaltning. Vil de lade krav – og straf incitamentet blive det bærende (som det ser ud nu) eller skal den offentlige forvaltning tilbyde det der reelt er formålet, nemlig tidlig, helhedsorienteret konkret og individuel hjælp og støtte til de borgere der har behov for hjælp ?

Hvad er det for en velfærd vi vil have ?

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

En af de ting der er allermest alarmerende i vores økonomisk knæsatte forvaltning, er den manglende evne til at sikre særligt udsatte børn, unge og familier tidlig, effektiv, helhedsorienteret og langsigtet indsats, hjælp og støtte. Det er ellers lovens krav og tydelige formål, at det er hvad kommunerne skal gøre, men på grund af serviceloftet melder mange kommuner nu ud, at de ikke kan løse opgaven indenfor det meget stramme budget der følger med i regeringens benhårde rammestyring af såvel økonomi som opgaver i kommunerne.

Som sagt rammes de særligt udsatte børn og unge særligt hårdt idet kommunerne melder ud at de ikke har råd til eller mulighed for (serviceloftet) at foranstalte mere økonomitunge og invasive tiltag, som f.eks anbringelse udenfor hjemmet, døgnbehandling af hele familier, intensiv familieterapi i kommunale familiehuse osv. Det er et stort problem.

 Anbringelsesreformens sigte var oprindeligt at nedbringe antallet af anbringelser og højne det forebyggende, tidlige arbejde. Kommunerne havde da anbringelsesreformen kom, siden Servicelovens indførelse i 1998 haft svært ved at løse opgaven effektivt, blandt andet på grund af tiltagende besparelser og manglende helhedsorienterede og langsigtede løsninger i anbringelsesregi. En del tunge sager er derfor, som det var meningen, søgt løst gennem alt for for ineffektive foranstaltninger (blandt andet fordi der som følge af nedlæggelsen af amterne, mangler central tilgængelig ekspertise at gå til i tunge sager) hvilket i mange tilfælde tilmed kun har øget til komplekset af problematikker og barrierer hos såvel børn som forældre.

De særligt udsatte børn, unge og familier er i meget høj grad fattige og generelt ressourcesvage hvad angår kompetencer og ressourcer - de er med andre ord på kanten af samfundet. Også denne side af problemet er vokset massivt, idet 300 timers reglen og starthjælpen sender et eksplosivt stigende antal svært belastede borgere og indvandrere ud i fattigdom og en udsigtsløs fremtid. Dette medfører desværre ofte at særligt udsatte og ressourcesvage borgere ender i en nedadgående spiral af depression, familieproblemer, flytninger, skilsmisse, mistrivsel, kriminalitet, misbrug, overgreb og det der er værre. Herudover har en meget overvejende del af de fattige og udsatte indvandrere massive problemer med integration, posttraumatisk stress og en mangfoldighed af transkulturelle udfordringer.

At dette påvirker familiernes børn og unge er jo åbenlyst, og ikke nok med det så står mange af disse allerhårdest ramte børn også med et fundementalt grundproblem - nemlig deres forældres manglende forældrekompetencer i forhold til at være kompetente, kærlige, vedholdende og opdragende som en stabil og tryg rød tråd i børnenes socialisering med og tilpasning til, omverden - med andre ord magter mange af disse forældre ikke at være en adækvat rollemodel, tværtimod tilfører de deres børn og unge skader i mindre og større omfang, alt efter problemkompleksets tyngde.

Disse særligt udsatte børn og unge  har akut behov for og krav på at samfundet sikrer dem en adækvat, tryg og helhedsorienteret omsorg såfremt deres forældre ikke magter det, men det har kommunerne som står med opgaven,  som sagt pt ikke råd til eller mulighed for. I skoler og institutioner som også varetager en del af vores børn og unges hverdag, er der ligeledes en himmelråbende mangel på ressourcer og facilliteter, og ikke nok med det, så har besparelser og nedskæringer fjernet stort set alt forebyggende arbejde, som kunne opfange og indberette problemer som samfundet bør gå ind i, for at sikre særligt udsatte børn og unges tarv, udvikling og trivsel, både aktuelt og på sigt.

I følge FN's børnekonvention som vi her i Danmark stolt ratificerede i 1991, så har børn krav på denne beskyttelse og varetagelse af deres tarv, udvikling og trivsel, og overholder Danmark ikke dette, kan FN kritisere Danmark og påpege at der er et problem som SKAL løses, såfremt Danmark ikke ønsker fortsat med fuldt overlæg at udsætte børn og unge for omsorgssvigt og det der er værre. En international kritik vil rette verdens øjne på Danmark og dansk børnepolitik, og er for mig at se næste skridt der skal arbejdes henimod at få skabt, af børnevenlige politikere og enkeltpersoner her i landet som ikke kan få ørenlyd og omtanke nok fra regeringen, til ad den parlementariske realpolitiske vej, at sikre de særligt udsatte børn og unges trivsel, udvikling og tarv, både aktuelt og på sigt.

At de særligt udsatte børn og unge skal beskyttes og værnes af samfundet, det kan der ikke være tvivl om - det må aldrig blive et spørgsmål om penge !!!

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.

Storstrejken er nu gået ind i det 13. døgn, og det betyder at 12.000 flere FOA medlemmer går ind i strejken, som altså nu tæller 34.000 FOA ansatte. 

I dagens aviser kan man læse hvordan jordmødrene har kastet håndklædet i ringen og meldt ud at det er decideret fagligt uforsvarligt at fortsætte med at strejke. Det går nemlig hårdt ud over de gravide, de fødende og ikke mindst de ufødte og nyfødte babyer.

Det står klart, at de fagligt, medmenneskeligt og etisk indlejrede dilemmaer i denne stejke  brænder på og tynger de strejkende hvis oprindelige incitament til at arbejde med mennesker med stor sandsynlighed, aldrig har været at gøre sig medansvarlig overfor den situation de borgere der rammes af strejken, ganske magtesløse nu står i. Hos sygeplejerskerne fylder historierne om klemte og tilsidesatte patienter og andre konsekvenser af strejken,  efterhånden også temmeligt meget, ligesom ansatte, berørte og pårørende på plejehjem, i ældresektoren og andre relaterede steder mærker de faglige og etiske medmenneskelige dilemmaer i strejken brænde på, og gøre det svært at bibeholde kampgejsten og viljen til at slås for bedre forhold gennem denne storstrejke som instrument.

Disse dilemmaer fylder naturligvis  for de strejkende fordi de netop som udgangspunkt, som faggrupper, har valgt et arbejdsliv i ældre/ social/ sundhedssektoren, med den baggrund at de ønsker gøre en positiv forskel, hjælpe svage og udsatte borgere  og at bruge sig selv, sin empati, etik, samfundsforståelse osv. som redskab og som medmenneske i sit job. Så kan det godt være svært ikke at mærke at det brænder på, indeni, fordi dilemmaet til syvende sidst handler om at gerne vil yde den bedst mulige indsats overfor de borgere som vi kommer i kontakt med.

Dilemmaet har tilmed den kant, at afblæses strejken eller standses den via et regeringsindgreb, uden at kravet om indførsel af ligeløn imødekommes, er vi lige langt, for hele den offentlige sektor er deformeret og decideret knæsat ressourcemæssigt set - lige og rimelig aflønning af disse faggrupper er jo nemlig blot et ud af flere centrale elementer der må og skal til i samfundsudviklingen, hvis den offentlige sektor skal hjælpes på benene og blive så overlevelsesdygtig at den kan leve op til sit formål om, på solidarisk og helhedsorientet vis at støtte og hjælpe borgere der har behov for det.

Det hjælper altså omtrent lige så meget, som det ville hjælpe at tisse i bukserne for at holde varmen, hvis strejken afblæses, eller standses før de nødvendige resultater er opnået. Det vil da være at gøre grin med de ramte, og med de strejkende og det vil være et nederlag ikke blot for faggrupperne , de berørte og pårørende men for demokratiet, og for strejken som arbejdsretligt instrument i offentlige overenskomstforhandlinger.

Strejken må og skal fortsætte og optrappes indtil resultatet nåes - også selvom det er med blødende hjerter det sker, blødende hjerter der ser de strejkeramte borgere stå endnu mere udsatte og svækkede end de allerede var før strejken, for det er jo netop også deres vilkår og fremtid vi kæmper for. Det er meget påtrængende at få tilført såvel arbejdskraft som ressourcer til den offentlige sektor, og her er der i forhold til overenskomstsammenbruddet et meget væsentligt argument for at insistere på ligeløn og massiv statsfinancieret ressourcetilgang til hele sektoren. Der består også et andet centralt element som heller ikke må glemmes nu hvor dilemmaerne brænder på, og det er problemet med rekruttering til de sociale og sundhedsfaglige uddannelser. Sålænge social og sundhedssektoren er et lavprestige område, med lav løn, dårlige arbejdsvilkår og decideret mangel på ressourcer - sålænge vil der bestå et rekrutteringsproblem og i forlængelse heraf et problem med at skaffe varme, kvalificerede hænder nok, til at væretage omsorgen for samfundets udsatte, svage syge og ældre borgere, på en måde vi som samfund kan være bekendt, og måske over tid endda blive stolte af (det er min personlige vision).

Dilemmaerne brænder på men strejken må desværre bestå sålænge kravene ikke bliver imødekommet. Alt andet vil være en falliterklæring for vores samfund.

Nyeste artikel om lock-out truslen på : http://politiken.dk/politik/article501240.ece

(Se artiklen også der indledende referes kort til, ved at klikke på dette link :  http://politiken.dk/indland/article500792.ece  N. B : Vær opmærksom på at linket åbner i et nyt vindue)

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Et mere humoristisk indlæg end ellers……her i den alvorlige konflikttid 

"Åbent brev til mine kreditorer"

Vedr.: svar på Deres rykkerskrivelser

Højtærede herrer!!

Jeg har nu igennem lang tid tålmodigt modtaget Deres ophidsede breve angående de beløb jeg skylder dem. I brevene påstår De, at De meget vel kan forårsage problemer for mig, eftersom De mener, at beløbene skulle have været betalt for længe siden, og at De ikke kan forstå, hvorfor dette ikke er sket. Da De omtaler problemer, tillader jeg mig at oplyse følgende:

1997 købte jeg et værtshus på afbetaling, 1998 borde og stole og et køleskab, 1 ismaskine og 1 kasseapperat.

2001 brændte nogle utilpassede unge værtshuset ned og efterlod stort set ikke andet end en forbandet masse aske.  Efter alt dette begyndte jeg at gå i kirke.

I 2002 døde min far efter et mangeårigt alkoholforbrug, og min handicappede bror blev samme år fejlbehandlet og døde på et overfyldt offentligt sygehus, på grund af lægesjusk og dårlig hygiejne.. En stodder gjorde min datter tyk og jeg blev af kommunen  pålagt værgeskab og ansvar for barnet selvom jeg ikke ville. ungen har hylet i døgndrift siden.

I 2003 fik en af drengene fåresyge, som desværre gik ned i ham. Han blev tvunget til at lade sig kastrere for at redde livet. En dag tog jeg ud at fiske, båden tippede rundt og jeg mistede de største tunfisk, jeg nogensinde har set og to af mine drenge druknede. Ingen af dem var den, der var kastreret!!

I 2004 stak min kone af med en neger, men han efterlod et par sorte tvillinger som souvenir. Jeg giftede mig med min husbestyrerinde for at holde omkostningerne nede, men hun blev syg og mistede retten til at få dagpenge, kontanthjælp eller pension, og efterlod mig med hendes 7 forhutlede unger, da hun døde i 2005.

I 2006 brændte resten af bygningerne - forsikringen nægtede pure at udbetale min forsikringssum, og jeg begyndte at drikke. Jeg ophørte ikke med den vane, før jeg ikke havde andet tilbage end et vandtæt ur og nyreproblemer. En rum tid bestilte jeg ikke andet end at trække mit ur op og løbe ud for at pisse.

Efter et år på denne måde var jeg kommet så meget til fornuft, at jeg besluttede mig til at gøre et nyt forsøg. Jeg købte i slutningen af 2007 en nedlagt kro, men en cyklon, der kom forbi, fordi klimaet har taget så meget skade af vores forurening, blæste det hele ind i næste sogn.   Nu er jeg så fattig, at, hvis det kostede en øre at skide, så ville jeg være nødt til at kaste op i stedet for.

At forsøge at få penge ud af mig vil være som at forsøge at stoppe smør op i ...på en vildkat med en strikkepind.

Nu påstår De imidlertid, at De kan skabe problemer for mig; det eneste jeg kan sige Dem mine herrer er dette, at De er hjertelig velkommen til at forsøge.

De venligste hilsener fra "Hr. Jensen"

En ting jeg både under og efter landsmødet særligt bemærkede mig ved København, var at al den rengørings og sanitetshjælp jeg så, blive udført af mennesker med en anden etnisk herkomst end dansk.

På vandrehjemmet bemærkede jeg at både rengørings - og en del af køkkenpersonalet kun talte gebrokkent engelsk og iøvrigt var af anden etnisk herkomst end dansk. De bukkede og undskyldte sig meget hvis de kom i vejen for nogen.. I reception og bar var der omvendt øjensynligt kun etniske danskere ansat.I Falconercenteret oplevede jeg ligeledes det lavest rangerende personale værende af anden etnisk herkomst end dansk, og det øverst rangerende værende af etnisk dansk oprindelse, og minsandten om ikke det tilmed på Hovedbanegården var det mest udstillede og massive synlige billede på samfundets tiltagende udlejring af sine fundementale medmenneskelige og etiske værdier, i form af adskillige nydanskere, beskæftiget med at rydde op og gøre rent efter rejsende.

Jeg følte mig skidt tilpas ved at blive bukket for af disse mennesker, og ikke mindst ved fraværet af etniske danskere blandt dette gulvpersonale i vores servicesamfund. Det er urimeligt og lodret forkert på den måde at udnytte og udstille nye borgere på denne måde - det kan vi ikke være bekendt. Er vi virkeligt ved at se samfundet blive delt op i et "os" og "dem" - har regeringen og Pia allerede opnået det ? Det er der desværre noget her der tyder på.  

Jeg må tilstå at jeg ikke ved meget om København eller for den sags skyld om Københavns håndtering af integration og uddannelse af nydanskere, eller hvorvidt det billede jeg synes at se tegne sig, var noget generelt eller noget specielt.

Men jeg vil gerne vide det, så hvis du ved, mener eller har hørt noget om dette er du meget velkommen til at skrive en kommentar -på forhånd tusind tak.