Min Scrapbog
21. mar 2008 16:34, Mette Valentin
Ovenfor :
Udklip fra Lokalavisen Nyborg, om generalforsamlingen i SF Nyborg, og herunder valg til bestyrelse, baggrundsgruppe og delegerede til landsmødet.
"Synspunkt" bragt i Fyns stiftidende
Lørdag 5. April 2008
"Påtaget socialliberalisme"
Denne undergravelse finder sted med en uhyggelig præcision gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
Målet ser for mig at se ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision - minimalstaten - og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme.
Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ og deformere den til en multihandicappet, plejekrævende størrelse samtidigt med, at man har skabt yderst gunstige vilkår for private aktører og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover.
Fra asken vil der opstå en minimalstat og en decideret stærk og velfungerende offentlig sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil skulle opbygges påny.
Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund overhovedet kan eller har råd til det.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes de arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
Myten fortæller videre, at venstrefløjens politik i praksis vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood-lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme, og der henvises til pædagogiske rundkredse, hvor alle socialisterne ifølge myten vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks. Hizb-ut-Tahrir.
Myten rundes af med, at den eneste rigtige vej er, at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
Intet af denne triste myte er i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet - det offentlige rum - øjensynligt tror på den.
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter, der kommer i berøring med den offentlige sektor.
Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en værdimæssig forandring, som får den følge, at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde og blive afløst af et mere eller mindre rent eksempel på Venstres oprindelige minimalstat.
Mette Valentin
stud.prof.bach.soc., samfundsdebattør og forfatter
"Synspunkt" bragt i Fyns stiftidende
Tirsdag 23 April 2008
Man skal vide...
Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus og gør en enkeltstående meget kritisabel sag til genstand for en generalisering over samtlige børn- og ungesager.
Familien, der er med i dokumentaren, er ikke en repræsentativ familie for børn- og ungearbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus Kommunes børn- og ungeafdelings forvaltning af denne meget kritisable sag. Udgangspunktet for en frugtbar debat, som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området.
Kommunerne er under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc.
Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt i forhold til de mindre invasive foranstaltninger - evidens viser nemlig desværre indtil videre, at der ikke er tegn på, at anbringelser nytter noget - tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb ofte flere skader og problemer, end de havde, da de kom i systemets søgelys.
Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden, vi har om emnet, videre, trods anbringelser uden for hjemmet.
Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn- og ungepolitik på baggrund af enkeltsager - her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.
Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn- og ungearbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket, når graviditetsprøven udleveres, men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption - kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre, man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme "uskyldige" familier med en sådan lovgivning skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central for det videre arbejde.
I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe.
mette valentin
SF'er, soc. prof. bach studerende, samfundsdebattør og forfatter
Synspunkt bragt i Fyns stiftidende 2. maj 2008
Kortsigtet enkeltsagspolitik
Herefter stemmer et politisk flertal i Folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe, der lovgives for. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn, som vælgerne kan forholde sig seriøst til.
Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning, at samfundets sammenhængskraft bringes i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt i den kortsigtede enkeltsagspolitik.
Man skal heller ikke være blind for, at visse sager bringes frem af politiske kræfter, som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden - noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om.
Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det, der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er, hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.
Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk - af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af, at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammes svage grupper generelt hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper, der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager, der dukker op.
Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til, at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare sig ud over og at få løst de udfordringer, de står med.
Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.
Endeligt mener jeg, at der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind ad bagdøren, mens opmærksomheden drejes hen på noget andet.
Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme uden om at lægge det værdi, menneske og samfundssyn, som de repræsenterer, frem for vælgerne, så vælgerne reelt kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse - helt i demokratiets oprindelige ånd.
Det trygge fundament fjernes
Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.
Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.
Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.
Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.
Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.
Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.
Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.
Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.
Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden.
