Om : Demokratiets tilstand
29. apr 2008 09:13, Mette Valentin
Her finder du de indlæg der handler om demokratiets tilstand
Maj 2008 :
Kortsigtet enkeltsagspolitik
Herefter stemmer et politisk flertal i Folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe, der lovgives for. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn, som vælgerne kan forholde sig seriøst til.
Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning, at samfundets sammenhængskraft bringes i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt i den kortsigtede enkeltsagspolitik.
Man skal heller ikke være blind for, at visse sager bringes frem af politiske kræfter, som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden - noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om.
Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det, der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er, hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.
Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk - af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af, at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammes svage grupper generelt hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper, der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager, der dukker op.
Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til, at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare sig ud over og at få løst de udfordringer, de står med.
Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.
Endeligt mener jeg, at der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind ad bagdøren, mens opmærksomheden drejes hen på noget andet.
Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme uden om at lægge det værdi, menneske og samfundssyn, som de repræsenterer, frem for vælgerne, så vælgerne reelt kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse - helt i demokratiets oprindelige ånd.
April 2008 :
"Skelsættende valg for danmark og danskerne"
Det er helt afgørende at der ses helhedsorienteret på hvilke de facto konsekvenser den samfundsudvikling vi har, vil få på sigt.
Det er nemlig et absolut og historisk skelsættende valg for danskerne og Danmark vi står midt i, et valg jeg personligt gøre meget og yde mit bedste for, for at være med til at sikre at det er velfærdsdanmark der vinder over minimalstatsdanmark - alt andet vil være katastrofalt. Skaderne på vores velfærdssamfund er allerede uoverskueligt store og dog langt fra fuldt afdækkede i omfang, endnu.
Alt for mange vælgere sov endnu tornerosesøvn ved sidste valg, eller lod sig lokke af flotte valgløfter fra VKO bloggen, løfter der seneste er blevet brudt og gjort til skamme igen og igen - alt for mange ville ikke se skriften på væggen, men der var også mange der gjorde. Bare lige netop ikke nok.
Der må og skal ske noget for at sikre at såvel befolkningen som ikke mindst politikerne er velinformerede og inddragede i vores samfunds faktiske tilstand- så der er et klart valg at foretage sig mellem det minimalstatsdanmark vi ser vokse frem nu, og det velfærdsdanmark der har de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden.
Jeg dagdrømmer af og til om, at alle gode borgere rejser sig op og fylder gaderne i en spontant landsdækkende folkelig protest over ødelæggelsen af vores velfærdssamfund som vi ser finde sted lige for øjnene af os, i disse år. Men dagdrømmeri fører ingen steder hen, der må handling og realpolitik bag oppositionen og det har SF til særdeleshed udvist i overflod af vilje til.
SF står for mig at se hvor det står i dansk politik, fordi historien, tiden og udviklingen er nået dertil, at vi som samfund nu ikke længere kun bør, af etiske, humane årsager, men ganske enkelt må og skal have de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden, som faktiske og opnåelige mål.
I modsat fald vil velfærdsdanmark ophøre med at eksistere og virkeligheden vil være et fuldt implementeret minimalstatsdanmark hvor Darwins lov er den øverst gældende, mammon er spindoktor og egoisten selv gud.
Det må og skal forhindres, den arv vil jeg ikke give videre til fremtiden, det kan jeg under ingen omstændigheder stå inde for eller bifalde - tværtimod vil jeg som sagt gøre meget og gøre mit for, at det er velfærdsdanmark der vinder kampen om fremtiden.
"Den solidariske aftale"
Et velfærdssamfund opstår, som de fleste ved, ikke af sig selv, men derimod på fundamentet af en solidarisk aftale mellem yderne af velfærdsrettigheder og modtagerne af velfærdsrettigheder.
I Danmark har vi traditionelt et såkaldt universelt, statsstyret skandinavisk velfærdssystem, hvor det altså primært er staten der yder velfærdsrettigheder og borgerne der nyder velfærdsrettigheder i den gensidige aftale. Dette har vi valgt for at sikre at alle borgere til enhver tid vil kunne få adgang til velfærdsrettigheder som skoler, hospitaler, veje, kultur, hjælp til forsørgelse etc
Det er heraf ordet universel kommer ind, for grundtanken i systemet er oprindeligt at alle der er del af den solidariske aftale, har ret til at få hjælp, støtte og forsørgelse af staten såfremt de har brug for det. Til gengæld for denne velfærd skal borgerne tage ansvar for sig selv, sine børn og fællesskabet, og således yde efter bedste evne. Borgeren skal også betale en stor andel af sin løn til den fælles samfundspengekasse, dette kalder vi her i Danmark for skat.
Det danske velfærdssystem bygger altså på en solidarisk aftale om at borgerne mod at betale skat, trygt kan vide, at samfundet vil hjælpe, støtte og forsørge dem, såfremt det bliver nødvendigt.
Det er et grundlæggende princip, at der implicit heri skal være fri og lige adgang til uddannelsessystemet, sundhedssystemet og det sociale systems ydelser, hjælp og støtte, for alle borgere.
Problemet er bare at aftalen bliver og er blevet brudt – rigtigt mange gange – og særligt massivt i de seneste 8 år, hvor Fogh med et de facto flertal i ryggen, har kunnet forme og deformere vores samfund til den knæsatte multihandicappede og plejekrævende størrelse vi nu står med.
Aftalebruddet bliver uomtvisteligt med indførelsen af massiv kontrol, tvang, straf og stigmatisering, i systemet. Det bliver alarmerende når sundhedssystemet privatiseres mens de offentlige hospitaler, uden der følger penge med, pålægges arbejdsopgaver og tidsfrister som de hverken tids eller ressourcemæssigt har mulighed for at nå, hvilket går ud over både patienter, ansatte og ikke mindst alle andre borgeres følelse af tryghed og solidaritet i samfundet. De offentlige hospitaler kritiseres herefter massivt, for ikke at slå til, hvilket giver incitament til endnu mere privatisering.
Strukturreformen er i sig selv et kunststykke i aftalebruddet af dimensioner, ligesom den manglende indsats overfor samfundets mest udsatte og svage befolkningsgrupper er himmelråbende og tragisk. Herudover er de socialretlige værdier og en arbejdsmarkedsretlige regulering i forhold til det danske system, nødvendig at kæmpe for i EU regi, hvis det skal undgåes at den sidste rest af aftalens sammenhængskraft forsvinder.
Det er absolut nødvendigt at tage problemerne alvorligt – konsekvenserne af et totalt sammenbrud af det offentlige system er ret uoverskuelige, og i bedste fald ildevarslende for fremtidens velfærd eller mangel på samme. Den solidariske aftale må og skal genoprettes og styrkes til alles bedste, for din, min, vores allesammens og for fremtidens skyld.
"Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer"
Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer i VKO regeringens jerngreb. Dette er senest demonstreret i et forslag fra Velfærdsminister Karen Jespersen, som kort gengivet ønsker at familier og pårørende skal pålægges et personretligt ansvar i forhold til familiemedlemmers sociale problematikker – et meget stort skridt mod en fuldstændig fjernelse af de socialretlige grundværdier – noget også den forvaltnings – og socialretlige udvikling i sig selv gennem de seneste 8 år, har vist større og større symptomer på.
En universel værdi om borgerens ret til i stor udstrækning selv at være med til at definere såvel problemer som løsningsmuligheder, er afløst af retligt regulerede visitationsværktøjer, ressourceprofiler, arbejdsevnemetoder og meget mere af samme skuffe, og samtidigt er Sociallovgivningen splittet op i 3 dele, som repræsenterer 3 forskellige værdisæt, i forhold til de borgere, som den offentlige sektor er der for. De 3 dele er Beskæftigelsesloven, Lov om en aktiv Socialpolitik og Serviceloven. Herudover har den forvaltningsretlige regulering tiltagende mindre indflydelse idet det forvaltningsretlige værdisæt som det universelle velfærdssamfund oprindeligt blev bygget op omkring, ikke længere er universelt gældende for den førte socialpolitik.
Socialretten opstod oprindeligt med afsæt i hhv. arbejdsretten og personretten, idet velfærdssamfundets institutioner efterhånden som de tager form op igennem det 20 århundrede, overtager et forsikringsmæssigt ansvar fra arbejdsgiverne for at sikre alle borgere at deres rettigheder varetages til enhver tid.
Allerede i industrialiseringens start og særligt i efterkrigstiden blev der inddraget stadigt større dele af personretten, i velfærdssamfundets institutionelle udbygning, igen for at sikre at ALLE borgeres rettigheder varetages trygt og godt, og indtil Fogh regeringen satte sit angreb ind, fungerede de socialretlige værdier i sig selv som et finmasket og unikt sikkerhedsnet under samfundets borgere. Dette net er nu så godt som væk, de socialretlige værdier smuldrer som aldrig før, mens der ligges mere og mere ”tilbage” til de feudale strukturer, hvilket hvis ikke der sættes hårdt ind mod disse truende tendenser, vil medføre et fremtidigt Danmark hvor velfærdssamfundet består af en Residual/ Kooperativ udgave af en minimalstat hvor det er Darwins lov der gælder, Mammon der er regering og egoisten der selv er Gud.
Denne udvikling må og skal stoppes. Vi ser de stigende kooperative forsikringstendenser eksplodere i vækst i disse år, særligt på sundheds – og pensionsområdet – så udover at føre de socialretlige forsikringsværdier over på arbejdsmarkedet/ erhvervslivet er regeringen er åbenlyst også ud på at føre de socialretlige individrettigheder og pligter, tilbage til personretten.
Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier må og skal genindføres og sikres – den offentlige sektor har været ude for massive bombardementer og direkte undergravende virksomhed, som har efterladt skader i et omfang som endnu ikke kan opgøres, men det må vi tage os af. Først og fremmest må skadens omfang vurderes, når efterskælvene af strukturreformen har lagt sig.
Vi må reparere, genopbygge, genskabe og nyudvikle den offentlige sektor, så den kan blive det stærke og trygge fundament for et fremtidigt Danmark hvor bæredygtighed og solidaritet trives i både det store, det lokale og det nære fællesskab, med plads og frihed til den enkelte.
Regeringens de facto afmontering af den offentlige sektor må og skal standses - problemet er stort og vi har alle et ansvar for at være med til at løse det - for både nutidens og for fremtidens skyld.
"Tid til reelle forbedringer "
Det er nu i disse år, med 23 mandater i folketinget og realpolitisk indflydelse som aldrig før, at det er tid til reelle forbedringer i samfundet i Danmark.
Det er nu håbet vokser og gror med en fantastisk kraft og energi, som var det skæbnens vingesus der stod bag den hastigt voksende, ægte og herligt befriende opbakning til visionen om et bæredygtigt og solidarisk grønt samfund - man kan næsten mærke forandringens energi, men man mærker desværre også realiteternes stadigt voksende afstand fra denne vision.
Det er altafgørende at visionen SF har bevares retorisk og visuel synlig i SF's politiske profil og arbejde . Jeg mener herunder personligt, at for meget kompromisløsning og for lidt skarphed kan risikere at flytte potentielle vælgere mod midten.
Jeg tror ærligt talt ikke SF skal være bange for sin popularitet og fremgang blandt vælgerne, for modsat regeringen og mange andre partier har SF en ÆRLIG POLITIK som er gennemsyret af Sund Fornuft. En politik som, såfremt den implementeres, rent faktisk fører til et FORBEDRET & STÆRKT - BÆREDYGTIGT SAMFUND MED ØGET LIGHED OG SOLIDARITET FOR ALLE.
SF kæmper for en solid, velfungerende og stærk offentlig sektor som bærende værdimæssigt fundament for vores samfund. Et samfund med nærdemokrati, frihed og ansvar til den enkelte, med særlig beskyttelse af udsatte, svage og syge borgere, børn, gamle og andre minoritetsgrupper, hvis demokratiske rettigheder synes indskrænkede, i forhold til den mere ressorcestærke del af befolkningen.
Jeg drømmer sammen med en stigende del af befolkningen om, at der med SF i spidsen, vil kunne skabes et samfund, som i sig selv vil være grobund for, at den ægte, folkelige socialisme kan vokse frem i samfundets formelle og uformelle strukturer på sigt. Men først skal de eksklusionsmekanismer som er indlejret i samfundets eksisterende strukturer ændres, og det er faktisk muligt at begynde det politiske arbejde allerede nu, som man gør det så effektivt i folketingsgruppen i en lang række øvrige politiske sager.
Et samfund hvor den ægte, folkelige socialisme kan vokse frem i samfundets formelle og uformelle strukturer på sigt kan skabes, ved at presse politisk på, for at der sættes ind overfor de, i samfundsstrukturene indlejrede, mekanismer og årsagssammenhænge som er skyld i de massive eksklusionsprocesser der finder sted i disse år. Mekanismer og årsagssammenhænge som konkret evidens på de respektive fagområder viser, uomtvisteligt er direkte sammenhængende med social eksklusion, ulighed og fattigdom.
Det næste folketingsvalg er først planlagt til at ske i 2011, men Fogh og co har stigende svækkelser, og tiltagende befolkningsmæssig utilfredshed imod sig, fordi det er blevet evident at deres vej ikke fører til en fremtid vi ønsker. Vi ønsker noget meget bedre end det. Det kan slet ikke sammenlignes.
Det er tid til reelle forbedringer nu, for den realpolitiske indflydelse er en realitet, og aldrig før har folketingsgruppen været stærkere.
Et ægte opgør med uligheden :
Når man taler om at ville et ægte opgør med den voksende ulighed, må man også tage snakken om, hvilke årsagssammenhænge og mekanismer i samfundets sociokulturelle strukturer der skaber grobund for at denne ulighed til stadighed konserveres og breder sig i samfundet, som det er i dag.
Et af de steder hvor den socioøkonomiske og kulturelle ulighed trives og gror, er i institutioner og skoler, hvor den symbolske magt overleveres i form at socioøkonomiske og kulturelle ressourcer og kompetencer. Dette sker ikke kun i relationen mellem lærer og elev/ studerende, men er en langt mere kompliceret magtoverdragelsesproces, hvor den i systemerne indlejrede symbolske vold virker konserverende og selvforstærkende for de strukturelt indlejrede eksklusionsprocesser, som tilmed bliver godt hjulpet på vej af en tiltagende materiel og værdiforfladiget verden hvor liberalistiske myter om at nogen er mere lige end andre trives i bedste velgående.
Hvis vi vil gøre op med ulighed må vi fjerne dens grobund i samfundet.
Grobunden for, hvordan vi senere i livet, i børnehaven, skolefritidsordningen, i skolen, på uddannelsesinstitutioner og senere i voksenlivet, ser på, behandler, tænker om og forstår os selv, hinanden og andre mennesker, skabes allerede i den spæde socialisering i vuggestuernes små grupper af vaklende nye unikke verdensborgere.
Her finder der basale og nødvendige identitets – og socialiseringsprocesser sted, som hjælper barnet til, gennem barndommen, at udvikle og erkende den identitet, som barnet senere i voksenalderen skal bygge resten af sin tilværelses fundament op på.
Et af de steder hvor man kan forhindre reproduktionen af social ulighed og social arv, er ved at se på fænomenet mobning. Et tema som desværre ikke er nævnt i SF’s oplæg til Fremtidens folkeskole. Mobning er ikke ”kun” en meget nedbrydende og ondskabsfuld adfærd overfor et andet menneske, mobning er et middel til at konservere den sociale ulighed og videreføre negativ social arv.
En holdning må der til
Ved at sætte massivt og tydeligt ind overfor mobning vil man kunne afhjælpe mange af de mekanismer der (også) ligger bag triste samfundstendenser som stigende selvmordsrater, flere og flere psykisk syge eller støttekrævende børn og unge, social ulighed og negativ social arv. Man ville med en lovgivning på området kunne give håb til alt for mange, de ensomme og dybt ulykkelige ofre for denne psykiske terror – de børn og voksne som ikke har et rum hvor de kan være, udvikle sig og vokse som unikke individer, fordi de ekskluderes og brydes psykisk ned af deres omgivelser/ gruppen/ systemerne. Mange børn tabes bogligt når de udsættes for massiv mobning og også her vil der være gevinster at hente, ved at have en konkret antimobning politik på børne/ unge/ familie – og skoleområdet.
Hvis man ønsker at skabe et samfund hvor der er solidaritet, bæredygtighed og fællesskab, må vi allerede fra starten af sætte ind overfor mekanismer og årsagssammenhænge der fører til mobning og anden social eksklusion
Lærer ingen helt fra starten af at udfylde rollen som bøddel og lærer ingen fra starten af at udfylde rollen som offer, så kan vi vinde meget som samfund, for så bliver der plads til at den ægte indefra kommende og varige folkelige socialisme, på sigt kan vokse naturligt frem i blandt os.
Støt underskriftsindsamlingen mod mobning på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk
Læs mere under "Et ægte opgør med den voksende ulighed.." her på siden.
Februar 2008 :
”Foghs minimalstat titter frem”
Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, som selv socialdemokraterne er faldet for, sandsynligvis i en indgroet nationalistisk frygt for forandring, på et fundamentalt plan.
Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ, samtidigt med at man har skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes de arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk, at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og kommer med. På denne måde kunne man reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.
- Slut-
