Om : Fremtidens Danmark
28. apr 2008 00:44, Mette Valentin
Her finder du de indlæg der handler om fremtiden Danmark :
Visionen om Fremtidens Danmark :
Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske SF bud på alternativet til VKO regeringens politik, her på bloggen..
Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i SF's vision her på bloggen. Jeg svarer naturligvis så hurtigt som muligt.
Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?
Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?
Det er de spørgsmål jeg først og fremmest ønsker besvares i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark
SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.
Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til, i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.
Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.
Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.
Fremtidens Danmark - vol. 1 :
Der er et gammelt mundheld der siger, at har man ikke et bedre bud selv, skal man lade være med at brokke sig . Det er en sandhed med modifikationer, i et demokratisk samfund hvor der skal være lydhørhed, plads og ytringsfrihed for borgerne, men man må medgive at der ikke er meget spunk, saft og kraft i bare at brokke sig, uden at komme med bud på hvordan det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads, også at stille nogle spørgsmål, og finde nogle svar på faktiske, praktiske realpolitiske bud på alternativet til VKO regeringens politik.
Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig centrumvenstre vision ?
Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man være opmærksom på, og tænke ind i udformningen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?
Det er de spørgsmål der for mig at se helst uden tøven skal kunne besvares og ikke mindst sættes realpolitisk proaktivt ind i forhold til, i udformningen af centrumvenstrealternativets vision for Fremtidens Danmark - vol. 1.
Centrumvenstre visionen må og skal stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlements - og folketingsvalg.
Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet så pokkers gode til, i sammensmeltningen af det nye og det gamle, en processom jeg ser som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt, - SF har nemlig ikke som visse kritikere vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn, de bærende værdier i SF's ideologiske grundlag er og bliver solidaritet, bæredygtighed og helhedsorienteret langsigtet sammmenhængskraft i samfundet. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.
Det er uden tvivl et stort arbejde, centrumvenstreoppositionen har foran sig i manifestationen af visionen, men regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være til oppositionens og samfundets bedste, og er til enhver tid indsatsen værd....det er jo vores fremtid, vores samfund, og vores arv det handler om.
"Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer"
Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer i VKO regeringens jerngreb. Dette er senest demonstreret i et forslag fra Velfærdsminister Karen Jespersen, som kort gengivet ønsker at familier og pårørende skal pålægges et personretligt ansvar i forhold til familiemedlemmers sociale problematikker – et meget stort skridt mod en fuldstændig fjernelse af de socialretlige grundværdier – noget også den forvaltnings – og socialretlige udvikling i sig selv gennem de seneste 8 år, har vist større og større symptomer på.
En universel værdi om borgerens ret til i stor udstrækning selv at være med til at definere såvel problemer som løsningsmuligheder, er afløst af retligt regulerede visitationsværktøjer, ressourceprofiler, arbejdsevnemetoder og meget mere af samme skuffe, og samtidigt er Sociallovgivningen splittet op i 3 dele, som repræsenterer 3 forskellige værdisæt, i forhold til de borgere, som den offentlige sektor er der for. De 3 dele er Beskæftigelsesloven, Lov om en aktiv Socialpolitik og Serviceloven. Herudover har den forvaltningsretlige regulering tiltagende mindre indflydelse idet det forvaltningsretlige værdisæt som det universelle velfærdssamfund oprindeligt blev bygget op omkring, ikke længere er universelt gældende for den førte socialpolitik.
Socialretten opstod oprindeligt med afsæt i hhv. arbejdsretten og personretten, idet velfærdssamfundets institutioner efterhånden som de tager form op igennem det 20 århundrede, overtager et forsikringsmæssigt ansvar fra arbejdsgiverne for at sikre alle borgere at deres rettigheder varetages til enhver tid.
Allerede i industrialiseringens start og særligt i efterkrigstiden blev der inddraget stadigt større dele af personretten, i velfærdssamfundets institutionelle udbygning, igen for at sikre at ALLE borgeres rettigheder varetages trygt og godt, og indtil Fogh regeringen satte sit angreb ind, fungerede de socialretlige værdier i sig selv som et finmasket og unikt sikkerhedsnet under samfundets borgere. Dette net er nu så godt som væk, de socialretlige værdier smuldrer som aldrig før, mens der ligges mere og mere ”tilbage” til de feudale strukturer, hvilket hvis ikke der sættes hårdt ind mod disse truende tendenser, vil medføre et fremtidigt Danmark hvor velfærdssamfundet består af en Residual/ Kooperativ udgave af en minimalstat hvor det er Darwins lov der gælder, Mammon der er regering og egoisten der selv er Gud.
Denne udvikling må og skal stoppes. Vi ser de stigende kooperative forsikringstendenser eksplodere i vækst i disse år, særligt på sundheds – og pensionsområdet – så udover at føre de socialretlige forsikringsværdier over på arbejdsmarkedet/ erhvervslivet er regeringen er åbenlyst også ud på at føre de socialretlige individrettigheder og pligter, tilbage til personretten.
Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier må og skal genindføres og sikres – den offentlige sektor har været ude for massive bombardementer og direkte undergravende virksomhed, som har efterladt skader i et omfang som endnu ikke kan opgøres, men det må vi tage os af. Først og fremmest må skadens omfang vurderes, når efterskælvene af strukturreformen har lagt sig.
Vi må reparere, genopbygge, genskabe og nyudvikle den offentlige sektor, så den kan blive det stærke og trygge fundament for et fremtidigt Danmark hvor bæredygtighed og solidaritet trives i både det store, det lokale og det nære fællesskab, med plads og frihed til den enkelte.
Regeringens de facto afmontering af den offentlige sektor må og skal standses - problemet er stort og vi har alle et ansvar for at være med til at løse det - for både nutidens og for fremtidens skyld.
Februar 2008 :
”Foghs minimalstat titter frem”
Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, som selv socialdemokraterne er faldet for, sandsynligvis i en indgroet nationalistisk frygt for forandring, på et fundamentalt plan.
Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ, samtidigt med at man har skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes de arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk, at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og kommer med. På denne måde kunne man reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.
- Slut-
