Om : OL i Kina i 2008
29. apr 2008 09:22, Mette Valentin
På denne side finder du indlæg om Ol i Kina i 2008
Boycot ???
Der tales meget om hvorvidt man skal boycotte Kina, både i forbindelse med OL og i det hele taget, på verdensplan. Dette vil man, som jeg har forstået det, gøre fordi Kina helt uomtvisteligt fører en umenneskelig, diktatorisk og brutal politik mod sin befolkning. Jeg er 100 % enig i, at verdenssamfundet skal gøre noget, men jeg er ikke enig i, at man bruger boycot og blokader som instrumenter i denne proces. Boycot og blokader er efter min opfattelse et udtryk for en arrogant og snævertsynet holdning til det pågældende blokaderamte lands befolkning, instrumenter som tilfører en allerede lidende og undertrykt befolkning mere skade end de alle lider i forvejen.
Vi må og skal ikke vende ryggen til den kinesiske befolkning - de har brug for at vi hjælper dem med at åbne Kina og den kinesiske kulturudvikling op, så også den kinesiske befolkning kan finde den styreform og samfundsindretning, som et flertal ønsker. Vi skal ikke svigte kineserne fordi vi er forargede og stødte over det der sker med dem, vi skal gøre vores allerbedste for at hjælpe dem på en måde som virker, på langt sigt.
