Om : Udsatte børn og unge
29. apr 2008 09:14, Mette Valentin
Her finder du de indlæg der handler om udsatte børn og unge
"I socialt arbejde skal man vide..."
På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.
Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager.
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.
Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.
Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.
Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres, men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!
(Bragt i Fyns stiftidende 23 april)
"Danmark krænker børns rettigheder"
Til trods for at der findes en række bestemmelser i såvel love, som konventioner og erklæringer (som er gældende her i landet) hvori man kan læse at børn har RET til at blive beskyttet mod at være fattige, og at børn har RET til at få en sund, tryg, omsorgsfuld og udviklende barndom, lever der helt faktuelt børn i Danmark som er reelt fattige. Mange. Alene i København lever der 6000 reelt fattige børn. Herudover findes der en ikke nærmere redegjort kæmpestor gruppe af fattigdomstruede børn
Det kan ikke være rigtigt at uskyldige børn skal pålægges denne fattigdom, med negativ social arv og et markant forringet livs – og udviklingspotentiale til følge.
Jeg ønsker at vi som samfund til enhver tid skal værne og beskytte børnenes leve – og livsvilkår, noget der næppe er mange der er uenige med mig i.
Børnenes rettigheder krænkes
Danmark ratificerede med stolthed FN’s Børnekonvention i 1991. I Børnekonventionen står der blandt andet at børn har ret til social sikkerhed (artikel 26), en ordentlig levestandard (artikel 27) og uddannelse (artikel 28).
Men det får de fattige børn i Danmark ikke. Vi krænker altså som samfund, helt basalt børnenes rettigheder, ved at tillade at børn udsættes for fattigdom og dens følger. Det synes jeg er meget trist. Disse børn og familier lever under nogle vilkår og forhold vi ganske enkelt ikke kan være bekendt.
Der er helt akut behov for at der sættes ind med konkret hjælp til disse børn, de har ret til og krav på at vi som samfund beskytter og understøtter deres trivsel og tarv, og det sker ikke i øjeblikket.
Børn har grundlæggende krav på samfundets beskyttelse og støtte, både etisk og juridisk set, det står blandt andet at læse i vore børnelov, forældreansvarslov, servicelov, og i internationale konventioner som f.eks FN’s børnekonvention.
I formålet med den særlige støtte til børn og unge i Lov om social service (§ 32, stk. 1) hedder det at :
"Opgaven i det sociale arbejde med de svagest stillede er at give hjælp, når problemerne opstår, således at den fortsatte personlighedsudvikling, og de fremtidige livsmuligheder, ikke lider skade. Hjælpen skal gives så " de på trods af deres individuelle vanskeligheder, kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende"
Men det sker ikke. Tværtimod fratager regeringen i øjeblikket barnets forældre deres solidariske ret til at kunne varetage deres børn tarv og trivsel, og samtidigt øges antallet af familier der er på kontanthjælp, ramt af 300 timers reglen, eller på starthjælp, med andre ord familier som skal leve i reel fattigdom, i dagens rige samfund.Flerspektret fattigdom rammer hårdt
Disse børn er som deres forældre, først og fremmest materielt og økonomisk fattige, men den fattigdom de mærker mest gennemgribende og destruktivt i deres liv, er den sociokulturelle, helbredsmæssige uddannelses- og omsorgsmæssige flerspektrede fattigdom.
Det er denne flerspektrede fattigdom der langsomt men sikkert destruerer troen på dem selv, fællesskabet, solidaritet, og verden, i børnenes spirende personlighed. Disse børn får tilmed et forringet helbred, og en markant øget risiko for sygdomme, skavanker og lidelser, og de kan forvente at leve dårligere, med flere sociale problemer som voksne, idet den negative sociale arv ved socioøkonomisk fattigdom er meget markant, og forskningsmæssigt påvist og påpeget som en helt reelt trussel for sammenhængskraften i fremtidens samfund.
Det er derfor afgørende nødvendigt at vi sætter ind, som samfund, overfor fremkomsten af fattigdom, både i forhold til de voksne, og i forhold til de børn som bliver bærere af den negative sociale arv.
6000 reelt fattige børn i København
En opgørelse har for nylig vist, at der i København lever hele 6000 børn som er reelt fattige – tallet på landsplan kendes desværre ikke da Københavns kommune, efter direkte pres fra SF, som den eneste kommune i landet, har indvilliget i at belyse og forholde sig til, hvor mange af byens borgere der kan betragtes som værende reelt fattige.
Set i lyset af tallene fra København, dukker der dog nogle konturer op, som tyder på at der lever op mod 36.000 reelt fattige børn i Danmark – det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt.
Der er mange forskellige årsager til at man bør bekæmpe fattigdom hos børn, først og fremmest skal man gøre det for at beskytte børnene og give dem optimale muligheder for udvikling, vækst og læring, såvel psykologisk som socialt og rent intellektuelt.
Fattige børn får sjældent en uddannelse
Danmark ønsker jo at uddanne flere – bedre, mere, men sålænge de fattige børn hægtes af allerede tidligt i barndommen, på grund af de eksklusionsmekanismer fattigdom repræsenterer, reproducerer vi som samfund ikke alene fattigdom, men herunder også store forsørgelses, sundheds og sociale udgifter i kølvandet af fattigdommen.
En meget stor del af de børn der vokser op som fattige, kan, hvis ikke de understøttes og der kompenseres på anden vis fra samfundets side af, med meget stor sandsynlighed se frem til et voksenliv med væsentligt færre muligheder og væsentligt flere begrænsninger end de børn der vokser op under adækvate socioøkonomiske kår.
Det er en trist statistik. Det må og skal der gøres noget ved.
Ikke et eneste af disse børn fortjener at være fattige, ikke på nogen måde, de fortjener omsorg, beskyttelse og kærlighed, præcis ligesom alle andre børn, noget Danmark da også gerne profilerer sig på at være forkæmper for, ude i verden.
Herhjemme i andedammen ser det ikke helt så ideelt ud.
Det håber jeg at vi får vores ansvarlige politikeres øjne op for, så vi i fællesskab kan sætte ind og understøtte disse børn både helt akut og på længere sigt, ved gennem lovgivningen at sikre, at de børn, hvis forældre lever under de laveste indkomster i overførselsindkomstgruppen, ydes særlig hjælp og understøttelse.
SF's forslag til en akut indsats
SF kom i sidste uge med et udspil til en akutindsats overfor disse børn, det håber jeg at vores meget dygtige Ôzlem Cekic (MF for SF & Socialordfører) med resten af SF's store folketingsgruppe i ryggen, formår at opnå flertal for i folketingssalen. Der må og skal fokus på den øgede ulighed og fattigdom i Danmark, det må og skal på den politiske dagsorden, hvilket også SF fortsat kæmper meget hårdt for.
Fremtidens Danmark er i SF's vision et sted hvor hverken børn, voksne eller familier skal leve i og med fattigdom - social ulighed og negativ social arv - et samfund hvor vi lever i respekt, tolerance og rummelighed i en fælles konsensus om fællesskabets ydre frie og demokratiske rammer.
"Tidlig anbringelse"
Lige efter påske kom socialdemokraternes Mette Frederiksen med et forslag om, at man skal indføre et takseringssystem i børne - unge sager, som kort fortalt går ud på, at jo tidligere barnet anbringes udenfor hjemmet, jo større refusion får kommunen fra staten.
Som jeg forstår forslaget er intentionen (og underforstået opdragelsen af kommunerne) at de socialpædagogisk behandlingskrævende unge skal opdages og anbringes udenfor det hjem, som underforstået er skyld i, at barnet nu er blevet et utilpasset socialpædagogisk behandlingskrævende ungt menneske. Denne anbringelse skal så finde sted så tidligt i barndommen som muligt.
Jeg ser en hel række problemer tordne sig op, såfremt dette forslag indføres i praksis.
Først og fremmest har man taget et udgangspunkt som både er deterministisk i forhold til barnets/ den unges videre udvikling, og ensidigt fokuseret på at barnet tager skade af, at blive i hjemmet. Der er dog endnu ikke nogle undersøgelser som peger på at børn der har været anbragt i diverse foranstaltninger udenfor hjemmet gennem deres barndom, bliver mere velfungerende end de unge der bliver i hjemmene, og udenfor systemets søgelys.
Der er dog mange undersøgelser og en del empiri der viser at barnet har allerbedst af at blive i hjemmet hvis det overhovedet er muligt, og forsvarligt, eller med andre ord hvis der kan afdækkes tilstrækkelige ressourcer i og omkring familien, til at barnet trygt kan forblive i hjemmet. Servicelovens kapitel 11 om børn og unge, betoner da også direkte i lovteksten, at intentionen i en børne/ ungesag er, at familien skal bringes til at fungere i så høj grad som muligt, ved at man understøtter og hjælper familien til at få løst de mekanismer, og destruktive mønstre, der har medført at et eller flere af familiens børn udviser tegn på, at der er behov for samfundets hjælp og støtte. Alt dette skal ske med et centralt fokus på barnets/ den unges trivsel, tarv og udvikling.
Der foranstaltes efter et princip om, at man ikke må foranstalte mere indgribende end højst nødvendigt, og at man skal afsøge og reelt afprøve andre (realistiske) måder at støtte og hjælpe familien på, end anbringelse udenfor hjemmet, som er den mest vidtgåede af foranstaltningerne.
Ved at indføre en decideret økonomisk gulerod som de efterhånden deformerede multihandicappede og plejekrævende kommuner ikke kan overse, hvorend de gerne vil, går det i sidste ende ud over børnene, som i forvejen har svært nok ved at blive hørt og set på en helhedsorienteret måde.
Tidlig anbringelse er for mig at se en løsning der nytter omtrent lige så meget som at hælde skoldhed kaffe ud over sig selv, fordi man fryser, meget kortsigtet en umidelbart effektiv ting at gøre, som dog hurtigt viser sig at have tilført mere alvorlige skader end kulden gjorde det. Problemet er at resultatet på længere sigt er, at det hele bliver meget værre, end det var før, for hvis det skal virke at stramme op, og systemet skal kunne følge med, skal der skrues langsomt og kun lige tilpas op for varmen.
Hvilken effekt anbringelse udenfor hjemmet har, ligger hen i det uvisse, der mangler i den grad evidens på området, og den evidens der findes (bl. a. Bryld, Tine) peger i den modsatte retning, på, at de sager hvor børnene/ de unge i sidste ende bliver velfungerende voksne uden alt for mange ar på sjælen, det er de sager, hvor foranstaltningerne barnet/ den unge og familien bliver visiteret til, er foranstaltninger som ikke splitter, men samler og understøtter familien, som er ethvert barns mest dyrebare fundament i livet.
Jeg er 100 % enig i, at der skal gribes ind overfor den tilsyneladende stigende gruppe af utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge, men jeg mener det ville være fornuft først og fremmest at få afdækket hvem de er, hvor de kommer fra, hvad deres historie er og hvilke mekanismer i lokalmiljøet, kulturen, institutions - og uddannelsessystemet der direkte eller indirekte understøtter væksten i gruppen af disse i virkeligheden rodløse og ulykkelige, vrede unge mennesker.
Vi må finde en måde vi kan inkludere disse unge mennesker i samfundet på, men det kræver som sagt først og fremmest at vi ser helhedsorienteret på hele fænomenet og efterfølgende ser konkret på, hvordan vi som samfund bedst kan løse, afhjælpe og forebygge disse problematikker.
Hurtig anbringelse er en hovsaløsning som ikke gavner børnene/ de unge eller familierne, men snarere ser ud til at have en straf indbygget i sig overfor de potentielt kommende utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge. Det er børn som knap er født endnu, og ærligt talt vel ikke skal snydes for muligheden for at deres forældre kan få hjælp og støtte til forældreopgaven, såfremt det viser sig, at de ikke magter at bære opgaven adækvat, uden hjælp og støtte.
At gøre refusionen betinget af barnets alder er at fjerne fundamentet for at børn/ unge og deres familier trygt kan henvende sig for at få hjælp, uden at skulle frygte at det ender med at forvaltningen anbringer barnet udenfor hjemmet, uden proportionelt adækvate undersøgelser entydigt forud for denne beslutning, har vist, at det er det eneste rigtige at gøre, for barnets trivsel, udvikling og tarv på sigt.
Kommunerne er, som de fleste ved, økonomisk i knæ og vil ikke kunne undgå at der i de respektive lokale byråd mange steder, straks øjnes en mulighed for de store besparelser (underforstået frisatte ressourcer) som de fleste kommuner skriger efter. Dette er dog endnu engang en kortsigtet gevinst, for beregnes prisen for alle disse nye anbringelses - og plejeforhold samt hjælp til barnets biologiske familie, osv. bliver det mindst lige så dyrt.
Lad os bevare hovedet koldt og danne os et solidt grundlag at forholde os til fænomenet, på baggrund af. Først derefter kan vi med rimelighed tage stilling til hvad der skal gøres, hvor, i vores sociallovgivning. der skal sættes mere effektivt ind.
En undergravelse af de socialretlige værdier og principper i børne/ unge sagsbehandlingen og de efterfølgende foranstaltninger er under ingen omstændigheder en løsning, det er for mig at se blot at gøre det hele meget værre, end det allerede er. Det kan vi ikke være bekendt. Vores samfund er for rigt til at vi har brug for at gribe til den slags tiltag, tiltag som under alle omstændigheder vil gøre mere skade end gavn, og mest af alt i virkeligheden betår af politisk varmluft fra en knap så velinformeret politiker, der gerne vil med frem i mediernes søgelys, og derfor kommer med udtalelser der strider direkte mod den kendte evidens og den akkumulerede erfaring der findes på området.
