Smartlog v. II » Valentins Hjerterum » Om : VKO regeringen
Opret egen blog | Næste blog »

Om : VKO regeringen

29. apr 2008 09:12, Mette Valentin

Her finder du de sider der handler om VKO regeringen :

Maj 2008 :

"Fogh som første europæiske præsident ?" 

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

April 2008 :

"Man skal vide"

På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og  kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.

Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager. 
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.

Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.

Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.

Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres,  men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!

Marts 2008 :

"Regeringens påtagede socialliberalisme"

Jeg ser i disse år en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor.

Denne undergravelse finder sted med en uhyggelig præcision gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.

Målet ser for mig at se ud til at være Foghs og Venstres oprindelige ideologiske vision - minimalstaten - og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme.

Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ og deformere den til en multihandicappet, plejekrævende størrelse samtidigt med, at man har skabt yderst gunstige vilkår for private aktører og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.

Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover.

Fra asken vil der opstå en minimalstat og en decideret stærk og velfungerende offentlig sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil skulle opbygges påny.

Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund overhovedet kan eller har råd til det.

Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes  arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.

Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.

Myten fortæller videre, at venstrefløjens politik i praksis vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood-lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme, og der henvises til pædagogiske rundkredse, hvor alle socialisterne ifølge myten vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks. Hizb-ut-Tahrir.

Myten rundes af med, at den eneste rigtige vej er, at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.

Intet af denne triste myte er i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet - det offentlige rum - øjensynligt tror på den.

Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter, der kommer i berøring med den offentlige sektor.

Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en værdimæssig forandring, som får den følge, at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde og blive afløst af et mere eller mindre rent eksempel på Venstres oprindelige minimalstat.

Skriften står klart at læse på væggen, vi står som samfund ved en skillevej, i en skelsættende tid, hvor valget mellem fælleskab & solidaritet eller alles kamp mod alle, skal træffes.

Det er derfor vi har brug for en samlet stærk opposition - en opposition som kan vise og skabe et mere solidarisk, bæredygtigt og stærkt samfund, vi må og skal standse regeringens undergravelse af velfærdssamfundets fundamentale værdier -nu. 

Centrumvenstreoppositionen kan skabe alternativet sammen, men før alternativet kan skabes, er det er op til de Radikale at indse alvoren og melde sig ind i samarbejdet, deres krukkeri kan koste vores samfund dyrt på sigt - det håber jeg snart de får øjnene op for.

Februar 2008 : 

”Foghs minimalstat titter frem”
 
Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, som selv socialdemokraterne er faldet for, sandsynligvis i en indgroet nationalistisk frygt for forandring, på et fundamentalt plan.
 
Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ, samtidigt med at man har skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes de arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.
   

         - Slut-