Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

I debatten om den økonomisk knæsatte offentlige forvaltning, er der i virkeligheden 2 modsatrettede incitamenter i spil, som gør det overordentligt svært at nå frem til at få en saglig og objektiv debat om den offentlige forvaltnings udfordringer og barrierer her og nu. Det drejer sig om det altoverskyggende Krav - og straf incitament og på den anden side, det Etiske incitament den sociale lovgivning bygger på.

Det er helt konkret blevet sådan at de borgere der henvender sig for at få hjælp, først og fremmest mødes af et massivt og ensidigt krav om at skulle kunne varetage og forsørge sig selv og sine, og det skal helst ske gennem beskæftigelse! Lever de ikke op til de krav de mødes med, udsættes de for straf og sanktioner som kun forværrer deres problemkompleks.

Herudover skal borgerne bevise at de har været udsat for såkaldt sociale begivenheder, at de er uforskyldt ledige, at de ikke har nogle værdier eller andre forsørgelsesmuligheder og at de ligger vandret for at få et arbejde. Borgerne skal ligeledes være villige til at blotte deres personfølsomme oplysninger for forvaltningen, lade sine personlige og private overbevisninger, valg og forhold være genstand for en kritisk vurdering, og helst gerne lade sig opdrage af lovgivningens indbyggede pisk, til at få løst sine problemer, blive rask, finde arbejde, holde op med at være ressourcesvag, fjerne sine barrierer og kort sagt altså tage sig sammen.

Løsningen på de mangespektrede og nuancerede problemer borgerne henvender sig med, er altså i følge den nuværende regering helt enkelt beskæftigelse, samt at borgerne skal påtage sig det ansvar og leve op til de forpligtelser, som de netop har henvendt sig til den offentlige forvaltning med, fordi de ikke magter eller evner dette, uden hjælp og støtte.

Den offentlige forvaltning anno 2008 er desværre ikke et sted man som borgere har lyst til at få behov for at henvende sig, befolkningens tillid til forvaltningen er væk, og det skyldes ikke mindst, at krav og straf incitamentet efterhånden fylder så meget mere end det etiske incitament bag den offentlige forvaltning. Mange familier og borgere tør ikke selv henvende sig til den offentlige forvaltning med deres problemer, før problemerne har forvitret sig og vokset sig uoverskueligt store. Det skyldes ikke mindst frygt for at blive stigmatiseret, udstillet, at få anbragt sine børn, og blive tvunget gennem en psykisk, ressourcemæssig og økonomisk vridemaskine af lovgivning og selvbestaltede skrankepaver, som arbejder under så stort et pres, at det er  forståeligt, at de har mistet deres faglige perspektiv og overblik. Den offentlige forvaltning har et meget alvorligt problem,

Det etiske incitament er den grundlæggende ideologi bag hele den sociale lovgivning. Ideologien om, at borgere frit og trygt skal kunne henvende sig til staten og få den hjælp de har brug for, så de så tidligt som muligt kan få løst deres problemer eller få den hjælp og støtte som de har behov for. Det er nemlig selve formålet med den sociale lovgivning, det står direkte at læse i samtlige formålsparagraffer og vejledninger til de enkelte love indenfor det sociale område.

Regeringen må melde ud hvad den mener det er de vil og  hvad de mener samfundet skal med den offentlige forvaltning. Vil de lade krav – og straf incitamentet blive det bærende (som det ser ud nu) eller skal den offentlige forvaltning tilbyde det der reelt er formålet, nemlig tidlig, helhedsorienteret konkret og individuel hjælp og støtte til de borgere der har behov for hjælp ?

Hvad er det for en velfærd vi vil have ?

Til trods for at der findes en række bestemmelser i såvel love, som konventioner og erklæringer (som er gældende her i landet) hvori man kan læse at børn har RET til at blive beskyttet mod at være fattige, og at børn har RET til at få en sund, tryg, omsorgsfuld og udviklende barndom, lever der helt faktuelt børn i Danmark som er reelt fattige. Mange. Alene i København lever der 6000 reelt fattige børn. Herudover findes der en ikke nærmere redegjort kæmpestor gruppe af fattigdomstruede børn
 
Det kan ikke være rigtigt at uskyldige børn skal pålægges denne fattigdom, med negativ social arv og et markant forringet livs – og udviklingspotentiale til følge.
Jeg ønsker at vi som samfund til enhver tid skal værne og beskytte børnenes leve – og livsvilkår, noget der næppe er mange der er uenige med mig i.

Børnenes rettigheder krænkes 

Danmark ratificerede med stolthed FN’s Børnekonvention i 1991. I Børnekonventionen står der blandt andet at børn har ret til social sikkerhed (artikel 26), en ordentlig levestandard (artikel 27) og uddannelse (artikel 28).
Men det får de fattige børn i Danmark ikke. Vi krænker altså som samfund, helt basalt børnenes rettigheder, ved at tillade at børn udsættes for fattigdom og dens følger. Det synes jeg er meget trist. Disse børn og familier lever under nogle vilkår og forhold vi ganske enkelt ikke kan være bekendt.
Der er helt akut behov for at der sættes ind med konkret hjælp til disse børn, de har ret til og krav på at vi som samfund beskytter og understøtter deres trivsel og tarv, og det sker ikke i øjeblikket.
Børn har grundlæggende krav på samfundets beskyttelse og støtte, både etisk og juridisk set, det står blandt andet at læse i vore børnelov, forældreansvarslov, servicelov, og i internationale konventioner som f.eks FN’s børnekonvention. 

I formålet med den særlige støtte til børn og unge i Lov om social service (§ 32, stk. 1) hedder det at :

"Opgaven i det sociale arbejde med de svagest stillede er at give hjælp, når problemerne opstår, således at den fortsatte personlighedsudvikling, og de fremtidige livsmuligheder, ikke lider skade. Hjælpen skal gives så " de på trods af deres individuelle vanskeligheder, kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende" 

Ikke et eneste af disse børn fortjener at være fattige, ikke på nogen måde, de fortjener omsorg, beskyttelse og kærlighed, præcis ligesom alle andre børn, noget Danmark da også gerne profilerer sig på at være forkæmper for, ude i verden.

Det håber jeg at vi får vores ansvarlige politikeres øjne op for, så vi i fællesskab kan sætte ind og understøtte disse børn både helt akut og på længere sigt, ved gennem lovgivningen at sikre, at de børn, hvis forældre lever under de laveste indkomster i overførselsindkomstgruppen, ydes særlig hjælp og understøttelse.

SF's forslag til en akut indsats

SF kom i sidste uge med et udspil til en akutindsats overfor disse børn, det håber jeg at vores meget dygtige Ôzlem Cekic (MF for SF & Socialordfører)  med resten af SF's store folketingsgruppe i ryggen, formår at opnå flertal for i folketingssalen. Der må og skal fokus på den øgede ulighed og fattigdom i Danmark, det må og skal på den politiske dagsorden, hvilket også SF fortsat kæmper meget hårdt for.

Fremtidens Danmark er i SF's vision et sted hvor hverken børn, voksne eller familier skal leve i og med fattigdom - social ulighed og negativ social arv - et samfund hvor vi lever i respekt, tolerance og rummelighed i en fælles konsensus om fællesskabets ydre frie og demokratiske rammer.