Når velfærdsminister Karen Jespersen under et åbent samråd i socialudvalget fremturer med, at det ikke er sandt at man mangler penge i kommunerne, bare fordi regeringen har indført en stram detailstyring af økonomien, samt indført skatte – anlægs – udgifts – og servicestop og lofter, så gør hun faktisk grin med den danske befolkning, for det strider jo ganske enkelt mod al sund fornuft at der ikke skulle være en enddog meget vægtig sammenhæng der. Denne åbenlyse sammenhæng er tilmed desværre den eneste form for evident sammenhæng der er tilbage, for kommunerne hvad økonomien angår. Det er efterhånden velkendt at regeringen har spændt livremmen meget kraftigt ind til benet i kommunerne, og samtidigt med dette er der blevet indført omfattende og meget massiv kontrol og straf lovgivning overfor de arbejdsmarkedsrelaterede forvaltningsenheder og de borgere der henvender sig der for at få hjælp (Jobcentre etc).Via en kortsigtet og liberalt funderet lovgivning samt økonomiske trusler og sanktioner tvinger regeringen således vedvarende kommunerne til at svigte deres primære opgave som et trygt og tætmasket sikkerhedsnet og netværk i velfærdssamfundet  Danmark.

Hele den offentlige sektor, velfærdssamfundets motor, bløder og ligger på knæ alt i mens såkaldt frie, uafhængige eller private hospitaler, skadestuer, sundhedsforsikringer, fagforeninger, børnehaver, skoler osv. skyder ildevarslende op overalt, med en frygtindgydende og eksplosiv vækst, som vist kun VKO regeringens allerhårdeste kerne, formår ikke at blive meget stærkt bekymrede over. Velfærdsministeren var under samrådet ikke bleg for at erkende at hun synes det var glædeligt med væksten i det private, og hun udviste tydeligt en decideret mangel på forståelse for, eller erindring omkring hvad det er hun selv har siddet med som ressortområde, både her  i de seneste år, og i hendes tidligere inkarnation som socialdemokratisk forkæmper for den offentlige sektor. 

Til trods for at oppositionen med Özlem Cekic (Socialordfører og MF for SF) i spidsen gentagne gange spurgte hende hvad hun ville gøre her og nu for de omsorgssvigtede og misbrugte børn som kommunerne akut mangler økonomisk råderum til at hjælpe som loven ellers foreskriver det, nægtede hun at komme med konkrete forslag eller svare på det forslag om en 50 % refusion, som SF fremsatte på samrådet.

Velfærdsministeren fremturede under det åbne samråd, monotont med at loven skal skærpes og følges ellers vil kommunerne blive økonomisk straffet !! GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!! Det er jo FORDI de i forvejen mangler økonomi at de ikke altid kan følge loven. Flere sanktioner vil jo alt andet lige bare gøre det endnu sværere for kommunerne på sigt.

Jeg synes at vores Velfærdsminister håner både kommunerne og de meget udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn ved at henvise til yderligere økonomiske sanktioner overfor kommunerne, for hun ved jo godt der er et problem, hun har jo selv engang, i hendes tidligere inkarnation som socialdemokrat, kæmpet med i kampen mod den samfundsmodel vi ser vokse frem efter VKO regeringens meget dygtige og kontinuerlige angreb på velfærdsstaten Danmark.. Den samfundsmodel jeg refererer til, er Minimalstaten som Fogh har drømt om, og som nu (ganske som Nyrup advarede hele Danmark om i 2001) er blevet en realitet på det realpolitiske tegnebræt. Men hun stopper desværre ikke der. Hun mener samtidigt at de yderst udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn og unges forældre skal irettesættes og pålægges at tage deres ansvar på sig - GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!!

Årsagen til at disse forældres børn og unge er blevet omsorgssvigtede er jo netop at deres forældre ikke evner eller magter at varetage deres børns tarv, og disse forældre har tilmed været fattige og i systemets søgelys i årevis, hvorfor økonomiske sanktioner heller ikke vil kunne forbedre men derimod kun forværre situationen, og som følge heraf forringe muligheden for evt. langsigtede løsningsmuligheders anvendelse, markant.

Velfærdsministeren svigter altså de omsorgssvigtede og misbrugte børn og unge, og det ved hun godt.

En af de ting der er allermest alarmerende i vores økonomisk knæsatte forvaltning, er den manglende evne til at sikre særligt udsatte børn, unge og familier tidlig, effektiv, helhedsorienteret og langsigtet indsats, hjælp og støtte. Det er ellers lovens krav og tydelige formål, at det er hvad kommunerne skal gøre, men på grund af serviceloftet melder mange kommuner nu ud, at de ikke kan løse opgaven indenfor det meget stramme budget der følger med i regeringens benhårde rammestyring af såvel økonomi som opgaver i kommunerne.

Som sagt rammes de særligt udsatte børn og unge særligt hårdt idet kommunerne melder ud at de ikke har råd til eller mulighed for (serviceloftet) at foranstalte mere økonomitunge og invasive tiltag, som f.eks anbringelse udenfor hjemmet, døgnbehandling af hele familier, intensiv familieterapi i kommunale familiehuse osv. Det er et stort problem.

 Anbringelsesreformens sigte var oprindeligt at nedbringe antallet af anbringelser og højne det forebyggende, tidlige arbejde. Kommunerne havde da anbringelsesreformen kom, siden Servicelovens indførelse i 1998 haft svært ved at løse opgaven effektivt, blandt andet på grund af tiltagende besparelser og manglende helhedsorienterede og langsigtede løsninger i anbringelsesregi. En del tunge sager er derfor, som det var meningen, søgt løst gennem alt for for ineffektive foranstaltninger (blandt andet fordi der som følge af nedlæggelsen af amterne, mangler central tilgængelig ekspertise at gå til i tunge sager) hvilket i mange tilfælde tilmed kun har øget til komplekset af problematikker og barrierer hos såvel børn som forældre.

De særligt udsatte børn, unge og familier er i meget høj grad fattige og generelt ressourcesvage hvad angår kompetencer og ressourcer - de er med andre ord på kanten af samfundet. Også denne side af problemet er vokset massivt, idet 300 timers reglen og starthjælpen sender et eksplosivt stigende antal svært belastede borgere og indvandrere ud i fattigdom og en udsigtsløs fremtid. Dette medfører desværre ofte at særligt udsatte og ressourcesvage borgere ender i en nedadgående spiral af depression, familieproblemer, flytninger, skilsmisse, mistrivsel, kriminalitet, misbrug, overgreb og det der er værre. Herudover har en meget overvejende del af de fattige og udsatte indvandrere massive problemer med integration, posttraumatisk stress og en mangfoldighed af transkulturelle udfordringer.

At dette påvirker familiernes børn og unge er jo åbenlyst, og ikke nok med det så står mange af disse allerhårdest ramte børn også med et fundementalt grundproblem - nemlig deres forældres manglende forældrekompetencer i forhold til at være kompetente, kærlige, vedholdende og opdragende som en stabil og tryg rød tråd i børnenes socialisering med og tilpasning til, omverden - med andre ord magter mange af disse forældre ikke at være en adækvat rollemodel, tværtimod tilfører de deres børn og unge skader i mindre og større omfang, alt efter problemkompleksets tyngde.

Disse særligt udsatte børn og unge  har akut behov for og krav på at samfundet sikrer dem en adækvat, tryg og helhedsorienteret omsorg såfremt deres forældre ikke magter det, men det har kommunerne som står med opgaven,  som sagt pt ikke råd til eller mulighed for. I skoler og institutioner som også varetager en del af vores børn og unges hverdag, er der ligeledes en himmelråbende mangel på ressourcer og facilliteter, og ikke nok med det, så har besparelser og nedskæringer fjernet stort set alt forebyggende arbejde, som kunne opfange og indberette problemer som samfundet bør gå ind i, for at sikre særligt udsatte børn og unges tarv, udvikling og trivsel, både aktuelt og på sigt.

I følge FN's børnekonvention som vi her i Danmark stolt ratificerede i 1991, så har børn krav på denne beskyttelse og varetagelse af deres tarv, udvikling og trivsel, og overholder Danmark ikke dette, kan FN kritisere Danmark og påpege at der er et problem som SKAL løses, såfremt Danmark ikke ønsker fortsat med fuldt overlæg at udsætte børn og unge for omsorgssvigt og det der er værre. En international kritik vil rette verdens øjne på Danmark og dansk børnepolitik, og er for mig at se næste skridt der skal arbejdes henimod at få skabt, af børnevenlige politikere og enkeltpersoner her i landet som ikke kan få ørenlyd og omtanke nok fra regeringen, til ad den parlementariske realpolitiske vej, at sikre de særligt udsatte børn og unges trivsel, udvikling og tarv, både aktuelt og på sigt.

At de særligt udsatte børn og unge skal beskyttes og værnes af samfundet, det kan der ikke være tvivl om - det må aldrig blive et spørgsmål om penge !!!