5. jun 2008 12:13, Mette Valentin
Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008
Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.
Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.
Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.
Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.
Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.
Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.
Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.
Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.
Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.
300 timers regel, arbejde, barndom, blog, blogging, brand, brandslukning, dagligdagen, danmark, det trygge fundament, diverse, fattigdom, forvaltning, fyns stiftidende, hverdag, hverdagen, job, kommuner, kultur, kvinder, livet, medier, mig, politik, regeringen, samfund, socialradgivere, synspunkt
|
kommentarer (27)
23. apr 2008 09:59, Mette Valentin
Man skal vide...
På baggrund af TV 2-dokumentaren "Er du mors lille dreng - 10 år senere" kunne man i TV 2's sene nyheder fredag 18. april høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen og kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.
Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus og gør en enkeltstående meget kritisabel sag til genstand for en generalisering over samtlige børn- og ungesager.
Familien, der er med i dokumentaren, er ikke en repræsentativ familie for børn- og ungearbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus Kommunes børn- og ungeafdelings forvaltning af denne meget kritisable sag. Udgangspunktet for en frugtbar debat, som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området.
Kommunerne er under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc.
Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt i forhold til de mindre invasive foranstaltninger - evidens viser nemlig desværre indtil videre, at der ikke er tegn på, at anbringelser nytter noget - tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb ofte flere skader og problemer, end de havde, da de kom i systemets søgelys.
Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden, vi har om emnet, videre, trods anbringelser uden for hjemmet.
Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn- og ungepolitik på baggrund af enkeltsager - her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.
Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn- og ungearbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket, når graviditetsprøven udleveres, men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption - kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre, man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme "uskyldige" familier med en sådan lovgivning skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central for det videre arbejde.
I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe.
mette valentin
SF'er, soc. prof. bach studerende, samfundsdebattør og forfatter
10 ar efter, anbringelse, blog, dagligdagen, danmark, diverse, dokumentar, er du mors lille dreng, fyns stiftidende, hverdag, kultur, livet, medier, nyheder, politik, samfund, synspunkt
|
kommentarer (2)