Den solidariske aftale - velfærdssamfundets fundament – er i fare.

                      Et velfærdssamfund opstår, som de fleste ved, ikke af sig selv, men derimod på fundamentet af en solidarisk aftale mellem yderne af velfærdsrettigheder og modtagerne af velfærdsrettigheder.

I Danmark har vi traditionelt et såkaldt universelt, statsstyret skandinavisk velfærdssystem, hvor det altså primært er staten der yder velfærdsrettigheder og borgerne der nyder velfærdsrettigheder i den gensidige aftale. Dette har vi valgt for at sikre at alle borgere til enhver tid vil kunne få adgang til velfærdsrettigheder som skoler, hospitaler, veje, kultur, hjælp til forsørgelse etc

Det er heraf ordet universel kommer ind, for grundtanken i systemet er oprindeligt at alle der er del af den solidariske aftale,  har ret til at få hjælp, støtte og forsørgelse af staten såfremt de har brug for det. Til gengæld for denne velfærd skal borgerne tage ansvar for sig selv, sine børn og fællesskabet, og således yde efter bedste evne. Borgeren skal også betale en stor andel af sin løn til den fælles samfundspengekasse, dette kalder vi her i Danmark for skat. 

Det danske velfærdssystem bygger altså på en solidarisk aftale om at borgerne mod at betale skat, trygt kan vide, at samfundet vil hjælpe, støtte og forsørge dem, såfremt det bliver nødvendigt.

Det er et grundlæggende princip, at der implicit heri skal være fri og lige adgang til uddannelsessystemet, sundhedssystemet og det sociale systems ydelser, hjælp og støtte, for alle borgere.

Problemet er bare at aftalen bliver og er blevet brudt – rigtigt mange gange – og særligt massivt i de seneste 8 år, hvor Fogh med et de facto flertal i ryggen, har kunnet forme og deformere vores samfund til den knæsatte multihandicappede og plejekrævende størrelse vi nu står med.

Aftalebruddet bliver uomtvisteligt med indførelsen af massiv kontrol, tvang, straf og stigmatisering, i systemet. Det bliver alarmerende når sundhedssystemet privatiseres mens de offentlige hospitaler, uden der følger penge med,  pålægges arbejdsopgaver og tidsfrister som de hverken tids eller ressourcemæssigt har mulighed for at nå, hvilket går ud over både patienter, ansatte og ikke mindst alle andre borgeres følelse af tryghed og solidaritet i samfundet. De offentlige hospitaler kritiseres herefter massivt, for ikke at slå til, hvilket giver incitament til endnu mere privatisering.

Strukturreformen er i sig selv et kunststykke i aftalebruddet af dimensioner, ligesom den manglende indsats overfor samfundets mest udsatte og svage befolkningsgrupper er himmelråbende og tragisk. Herudover er de socialretlige værdier og en arbejdsmarkedsretlige regulering i forhold til det danske system, nødvendig at kæmpe for i EU regi, hvis det skal undgåes at den sidste rest af aftalens sammenhængskraft forsvinder.

Det er absolut nødvendigt at tage problemerne alvorligt – konsekvenserne af et totalt sammenbrud af det offentlige system er ret uoverskuelige, og i bedste fald ildevarslende for fremtidens velfærd eller mangel på samme. Den solidariske aftale må og skal genoprettes og styrkes til alles bedste, for din, min, vores allesammens og for fremtidens skyld.