Smartlog v. II » Valentins Hjerterum » Tillykke til Mette Frederiksen og S
Opret egen blog | Næste blog »

Tillykke til Mette Frederiksen og S

31. mar 2008 00:04, Mette Valentin

Mette Frederiksen (S) spillede i dag (30. marts) ud med et politisk trumfkort i den kommende værdi - og kulturdebat, et trumfkort som for mig at se, en gang for alle stadfæster , at vi overordnet set vil det samme på venstrefløjen, nemlig at skabe et samfund for folket, et samfund hvor den offentlige sektor er stærk, uden at være en mastodent, og hvor vi tager os af samfundet, miljøet, hinanden og verden på en anstændig medmenneskelig og ansvarlig måde.

Der er selvfølgeligt nogle forskelle i de specifikke policy design der kendetegner hhv S og SF - men der er efter dagens udtalelser ikke længere nogen tvivl i mit sind om, at S reelt både ønsker og planlægger at samarbejde med SF i en kommende regering. Og ja, det har set sådan ud længe, prominente personer har tilkendegivet lyst og vilje til samarbejde, men jeg har personligt aldrig før hørt S udtale sig så tæt på SF's politik og i så markante og positive vendinger som de har gjort det i dag.

Jeg tror at S  og SF er tættere på hinanden nu end vi har set i mange år, og jeg er oprigtigt positivt overrasket og glad for Mette Frederiksens udspil.

Jeg er personligt enig i de fleste af teserne, men vil her fremhæve en, som jeg både er enig i, og finder helt central i den kommende debat.

Det er tesen om "Mere pligt - mindre ret" som borger, en tese som dækker over at hvis ikke vi tager ansvar for os selv og fællesskabet, hvis ikke vi stiller krav til os selv om at være tolerante og ansvarlige, og yde så godt som vi nu kan til fællesskabet og fremtiden, så nytter det ikke en pind, på sigt, at ændre på samfundets love og strukturer. En reel forandring fordrer at vi bliver borgere i stedet for forbrugere, sagde Mette Frederiksen i et interview i Deadline på DR2, her i aften, og der har hun efter min bedste overbevisning, 100 % ret. Vi forbruger offentlig service som f.eks institutioner og skoler som var det en vare. Er vi utilfredse så skifter vi bare, vi bliver ikke og kæmper for at få forbedret og ændret tingene, hverken for vores egen skyld(vi siger vi ikke har tid) for fællesskabets skyld (vi siger at de andre kan og skal klare sig selv) eller for fremtidens skyld (vi siger at den kender vi ikke alligevel).

Her er det vigtigt, som hun påpeger, med en værdi - og kulturdebat som også SF  længe har slået på trommer for, en værdi - og kulturdebat der skal skabe grobund for at få den enkelte til at gøre sit bedste, være ansvarlig og solidarisk som borger i Danmark anno 2008.

Hvis Fogh og co fortsætter deres kurs mod minimalstaten, vil vi uundgåeligt se et samfund vokse frem, hvor der eksisterer en helt fundamental form for fattigdom, nemlig den eksistentielle ensomhed i et værdi - og kulturforladt samfund, hvor mammon er religionen og kulturen er reduceret til alles kamp mod alle.

Den type fattigdom er ødelæggende for samfundet, fællesskabet og individet. Det er derfor det er tvingende nødvendigt med et magtskifte i dansk politik, tvingende nødvendigt med et reelt alternativ til dette, et alternativ der er frugtbart og stærkt. Det alternativ har SF i lang tid slået på trommer for, og nu ser og hører vi så socialdemokraternes Mette Frederiksen komme på banen og udtrykke bekymring over fraværet af de selvsamme værdier og et sociokulturelt stærkt fællesskab som fundament i samfundet. Jeg kan slet ikke udtrykke min begejstring i stærke nok vendinger, der er lagt op til et frugtbart og bæredygtigt samarbejde, og udspillet vil sandsynligvis tilmed vise sig at have flyttet (tiltrængte og velfortjente) stemmer - over midten - til S.

Tillykke til Mette Frederiksen og S med teserne. Det var et smukt træk.

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website