Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

En af de store formiddagsaviser bragte onsdag 11 juni, en historie om en drægtig kat, som var blevet groft mishandlet da den var i færd med at føde sine killinger. Mishandlingen fandt sted ved at misæderen stak en bambus pind ind i kattens kønsåbning og igennem kattens indre, pinden stak ud af kattens ryg i den anden ende - en af kattens killinger blev samtidigt spiddet, men katten overlevede - rent fysisk. Den havde selv formået at slæbe sig hjem til sine ejere, som naturligvis var blevet forfærdede, oprørte og vrede, og straks sørgede for at få katten til dyrlæge og under behandling. Psykisk står det dog ikke så godt til - katten har forståeligt nok mistet tilliden til mennesker efter denne oplevelse.

Historien om denne stakkels kat er bare en i en stadig stigende række af rystende historier om dyremishandling - for et par uger siden var en hundehvalp blevet hængt i et træ i Nyborg, men den blev heldigvis reddet, og rækken af dokumenteret dyremishandling er lang - se selv mere på www.dyrenesbeskyttelse.dk

Jeg væmmes og bliver oprigtigt vred og forarget over denne udvikling - det er simpelhen under al kritik !!!! Føj for pokker !!! Hvor er det utroligt trist og trøstesløst at være vidne til at dyremishandling oftere og oftere finder sted i vores samfund, jeg undrer mig, væmmes og forsøger at forstå.

Så jeg spørger og bliver spurgt : Er det mon knaphedstyranniet der hersker - Er det den stigende individualisering ? Eller er det måske værdiudlejringen vores samfund udsættes for gennem en vedvarende og kontinuerlig inhuman og uanstændig politik fra VKO blokken ? Måske det "bare" er endnu et udslag af, at samfundets svageste grupper (børn, ældre, syge osv) i højere og højere grad overlades til sig selv og private menneskers velvilje, hjælp og støtte ? Måske dyrene står nederst på regeringens prioriteringsliste - og måske - bare måske - kan det ske, at  dyrevelfærd kun er vigtig og essentiel, når man skal sluge stemmer og vinde taburetter ?

Uanset hvad der ligger til grund for at vi som samfund ikke i langt højere grad straffer dyremishandling, må og skal det under alle omstændigheder stoppes - først og fremmest skal dyrene beskyttes ordenligt - de har brug for kontrol og opfølgning med den lovgivning som skulle forestille at beskytte dem - hvad skal vi med love der beskytter dyrene hvis ikke disse love bliver kontrolleret, efterprøvet og håndhævet med ufravigelig konsekvens ? Er loven om dyrevelfærd blot et stykke valgflæsk ? Det håber jeg sandeligt ikke. Det er jo komplet vanvittigt - denne mishandling - vi skal da beskytte og værne dyrene - ikke mishandle dem - det tror jeg faktisk at mange kan være enige i. Men skal dyremishandling stoppes, må der jo ressourcer til at følge op på lovgivningen og sætte ind med en effektiv indsats overfor truede eller mishandlede dyr. Der skal være klare og tydelige konsekvenser af dyremishandling - der må ikke være et gran af tvivl om, at dyremishandling er noget samfundet sætter hårdt ind overfor for - og derfor mener jeg at der bør indføres straffe som medfører at dyremishandlere idømmes skyhøje økonomiske sanktioner og bøder - og i særligt grove tilfælde evt sammen med et langt ophold på hotel Gitterly.

Dyrevelfærd og dyremishandling må på den politiske dagsorden - ikke kun når det drejer sig om svinetransporter og produktion af kød, pels og huder, men for pokker da også når det drejer sig om kæledyr. Nu kan det altså være nok, udviklingen må og skal stoppes - og det kan kun gå for langsomt !!!

Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

En af de mange positive ting dagen har budt på, er nyheden om at de Radikale nu spiller skarpt ud mod regeringen på klimaområdet, hvilket enhver med politisk interesse ved, er en af SF’s 3 mærkesager. Der er faktisk 2 dimensioner i den gode nyhed :

1. At der skydes med skarpt fra de Radikale af, og dermed tages afstand til VKO regeringen, er jo i sig selv befriende at se efter i lang tid at have været personligt bekymret for de Radikales lejlighedsvise flirteri med V og K.     

2.  At det netop er klima der er sagen – en mærkesag særligt for SF (som jo er Danmarks grønne parti), sender for mig at se, nogle meget tydelige signaler om at der åbnes et grønt vindue til at indlede et reelt samarbejde mellem de Radikale og SF, på et centralt politisk område. Startskuddet til et oppositionssamarbejde er lagt.

De Radikales hidtidige konsekvente værgren sig mod at have SF med i et regeringsalternativ, en samlet opposition er nemlig netop det, der frem til nu, har hindret centrumvenstreoppositionen i, at blive samlet, så oppositionssamarbejdet kan komme i gang. 

Jeg tror og håber, at vi står ved centrumvenstrealternativets fødsel i denne tid, det er der efterhånden flere og flere meget stærke signaler i dansk politik der tyder på. Dette vink med en vognstang om at ville samarbejde er sidste skud på stammen (af dem jeg har set) frem til nu. Rigtigt hjerteligt velkommen i kampen Radikale, og lad os så få taget fat på at få belyst, beskrevet og konkretiseret centrumvenstre oppositionens alternativ til VKO regeringens minimalstatsdanmark.

Det er helt afgørende at der ses helhedsorienteret på hvilke de facto konsekvenser den samfundsudvikling vi har, vil få på sigt.

Det er nemlig et absolut og historisk skelsættende valg for danskerne og Danmark vi står midt i, et valg jeg personligt gøre meget og yde mit bedste for, for at være med til at sikre at det er velfærdsdanmark der vinder over minimalstatsdanmark - alt andet vil være katastrofalt. Skaderne på vores velfærdssamfund er allerede uoverskueligt store og dog langt fra fuldt afdækkede i omfang, endnu.

Alt for mange vælgere sov endnu tornerosesøvn ved sidste valg, eller lod sig lokke af flotte valgløfter fra VKO bloggen, løfter der seneste er blevet brudt og gjort til skamme igen og igen - alt for mange ville ikke se skriften på væggen, men der var også mange der gjorde. Bare lige netop ikke nok.

Der må og skal ske noget for at sikre at såvel befolkningen som ikke mindst politikerne er velinformerede og inddragede i vores samfunds faktiske tilstand- så der er et klart valg at foretage sig mellem det minimalstatsdanmark vi ser vokse frem nu, og det velfærdsdanmark der har de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden.

Jeg dagdrømmer af og til om, at alle gode borgere rejser sig op og fylder gaderne i en spontant landsdækkende folkelig protest over ødelæggelsen af vores velfærdssamfund som vi ser finde sted lige for øjnene af os, i disse år. Men dagdrømmeri fører ingen steder hen, der må handling og realpolitik bag oppositionen og det har SF til særdeleshed udvist i overflod af vilje til.

SF står for mig at se hvor det står i dansk politik, fordi historien, tiden og udviklingen er nået dertil, at vi som samfund nu ikke længere kun bør, af etiske, humane årsager, men ganske enkelt må og skal have de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden, som faktiske og opnåelige mål.

I modsat fald vil velfærdsdanmark ophøre med at eksistere og virkeligheden vil være et fuldt implementeret minimalstatsdanmark hvor Darwins lov er den øverst gældende, mammon er spindoktor og egoisten selv gud.

Det må og skal forhindres, den arv vil jeg ikke give videre til fremtiden, det kan jeg under ingen omstændigheder stå inde for eller bifalde - tværtimod vil jeg som sagt gøre meget og gøre mit for, at det er velfærdsdanmark der vinder kampen om fremtiden.

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

Jeg ser i disse år en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor.

Denne undergravelse finder sted med en uhyggelig præcision gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.

Målet ser for mig at se ud til at være Foghs og Venstres oprindelige ideologiske vision - minimalstaten - og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme.

Ved at tvinge den offentlige sektor i knæ og deformere den til en multihandicappet, plejekrævende størrelse samtidigt med, at man har skabt yderst gunstige vilkår for private aktører og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, har man banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.

Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover.

Fra asken vil der opstå en minimalstat og en decideret stærk og velfungerende offentlig sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil skulle opbygges påny.

Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund overhovedet kan eller har råd til det.

Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes  arbejderne i minimalstaten til atter engang i historiens vingesus at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.

Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.

Myten fortæller videre, at venstrefløjens politik i praksis vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood-lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme, og der henvises til pædagogiske rundkredse, hvor alle socialisterne ifølge myten vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks. Hizb-ut-Tahrir.

Myten rundes af med, at den eneste rigtige vej er, at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.

Intet af denne triste myte er i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet - det offentlige rum - øjensynligt tror på den.

Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter, der kommer i berøring med den offentlige sektor.

Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en værdimæssig forandring, som får den følge, at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde og blive afløst af et mere eller mindre rent eksempel på Venstres oprindelige minimalstat.

Skriften står klart at læse på væggen, vi står som samfund ved en skillevej, i en skelsættende tid, hvor valget mellem fælleskab & solidaritet eller alles kamp mod alle, skal træffes.

Det er derfor vi har brug for en samlet stærk opposition - en opposition som kan vise og skabe et mere solidarisk, bæredygtigt og stærkt samfund, vi må og skal standse regeringens undergravelse af velfærdssamfundets fundamentale værdier -nu. 

Centrumvenstreoppositionen kan skabe alternativet sammen, men før alternativet kan skabes, er det er op til de Radikale at indse alvoren og melde sig ind i samarbejdet, deres krukkeri kan koste vores samfund dyrt på sigt - det håber jeg snart de får øjnene op for.